Da jeg sejlede som Radiotelegrafist.

1908 - 1927

Af

Postmester J. Sund.

Forord

I nogle Aar havde jeg den Ære at være Redaktør af »Dansk Post- og Telegraftidende«, og var, som alle Fagbladsredaktører, ofte i Vanskeligheder for at skaffe noget Stof til at runde Bladets Sideantal med. Jeg begik da disse spredte Erindringer fra min Ungdom, og indledte dem med følgende lille Opsats, der imidlertid ikke kom med, da Bladet senere bragte dem.


Fyldekalk.

Fra forskellige Sider er der bebrejdet mig, at Bladet bringer saa meget oversat Stof, hovedsagelig af teknisk Art. For at imødekomme Kritiken skal jeg nu forsøge at komme vÌk derfra et Stykke Tid; men jeg forudskikker den BemÌrkning, at Bladet nÌppe af den Grund vil blive mere interessant. Det skal nemlig bestaa af forskellige løse Historier fra min egen Ungdom, da jeg gik til Søs o. s. v.; men som sagt, det skal jo ogsaa betragtes som Fyldekalk, og derfor ikke udsÌttes for en litterÌr eller teknisk Bedømmelse.

Imidlertid fik jeg ikke Brug for Stoffet, der da heller ikke den Gang blev sluttet; jeg blev afsat som Redaktør, og Manuskriptet fik Lov at blive liggende i Skuffen. Saa gik Tiden, og en skønne Dag fik min Efterfølger brug det, og det kom i Bladet - efterhaanden - efter sin oprindelige Bestemmelse - som Fyldekalk. Det siger sig selv, at jeg i nogen Grad har maattet tage Hensyn til de mere sarte LÌsere, saa det nu fremtrÌder i Form, der kan anvendes til HøjtlÌsning i enhver Søndagsskole. Ganske vist er der derved gaaet noget tabt; men de, der kender mig, vil alligevel nok mellem Linierne af og til kunne forstaa, at der har vÌret flere fornøjelige Episoder end de refererede.

Sund

Kapitel 1

Min Interesse for Radioen gaar meget langt tilbage. Helt tilbage til 1908. Paa den Tid sad jeg, i min knap tilmaalte Fritid, paa et smøreksportkontor i Skive og forsøgte at lÌre at skrive paa en Maskine.

Jeg havde vÌret privat MedhjÌlper pü Telegrafstationen eet Aar, og nu var der kommet den Forandring, at vi ikke kunde vente at blive ansat som lønnet Aspirant, (det nÌste trin paa den tornefulde Vej) medmindre vi kunde faa Attest paa, at det var muligt for os at skrive 20 Ord i Minuttet paa Maskine. Et saare beskedent Krav set med vore Rationaliserings Øjnen nu til Dags, men den Gang tilstrÌkkeligt til at vi havde nok at gøre med at naa denne Hastighed. Ganske vist blev det ikke til Blindskrift, men i Løbet af et Par Maaneder lykkedes det jo at komme op paa Farten. Og nu sad jeg altsaa dÊr paa Smøreksporten og tippede løs med een Finger.

Foranlediget af en Avisnotits om Radioinstallationen paa de danske Amerikabaade, fandt jeg en Dag paa at benytte Skrivemaskinen til at skrive et Brev til D. F. D. S. og tilbyde min vÌrdifulde Assistance ved Ferieafløsningen af Radiotelegrafisterne paa Amerikabaadene. Som Svar fik jeg at vide, at man endnu ikke havde Brug for nogen Afløsning, men jeg kunde jo henvende mig til Maskininspektøren med en Ansøgning om AnsÌttelse. Det blev der ikke noget af, dertil havde jeg dog selv Indtrykket af at vÌre for grøn - jeg var knap 17 Aar - saa Sagen blev indtil videre stillet i Bero.

Den 1ste Maj 1910 blev jeg ansat som MedhjÌlper i Fredericia, og det var selvfølgelig en stor Dag, ikke mindst fordi man fik dobbelt Lønning; bagud for April og forud for Maj. Men GlÌden varede jo kun kort, saa Maaneden var vel daarlig omme, før jeg var klar over, at der maatte foretages noget ekstraordinÌrt. De 47½ Kr. som MedhjÌlperlønnen den Gang beløb sig til skulde jo nok virke stimulerende - om ikke til andet, saa til det evige Slagsmaal om 6-8 Vagterne paa Stationen, og de blev selvfølgelig ikke retfÌrdig fordelt, i hvert Fald ikke efter de yngstes Anskuelse.

Nu spiste jeg den Gang i K. F. U. M. (det skulde man maaske have fortsat med), og der traf jeg daglig sammen med en ung tysk Sølvsmed, der arbejdede hos Cohr. Rudolf Barth var fra Strassburg, Einjährig Freiwilliger og vi blev hurtig enige om at give en Slags gensidig Sprogundervisning. Naar vi gik Ture sammen, talte jeg Tysk og han Dansk, og saa rettede vi gensidig hinanden. Noget Udbytte deraf havde vi selvfølgelig.

En Dag passerede vi tilfÌldigt en af de store Reklameplakater for Norddeutscher Lloyd; en Amerikadamper farer hen over Havet, og jeg fÌstnede mig ved Radioantennen, som man saa udspÌndt mellem Masterne, og Resultatet heraf, at jeg omgaaende sendte en Ansøgning baade til Hamburg-Amerika Linien og Norddeutscher Lloyd om at faa AnsÌttelse som Radiotelegrafist paa et af deres Skibe.

Med SpÌnding ventede jeg Svaret, som imidlertid gav den Oplysning, at disse Stillinger blev besat af Telefunken i Berlin og Compagnie de TÊlÊgraphie sans Fil i Bruxelles. Atter gik der et Par Ansøgninger afsted, takket vÌre min Ven Barth, affattet paa et ualmindelig smukt Tysk, og atter gik der et Par Dage i SpÌnding. Telefunken kunde kun bruge Tyskere; hvorimod C.T.S.F. sendte et større Skema til Udfyldning.

Her skulde selvfølgelig gives Oplysning om Ansøgerens Kvalifikationer, Telegrafuddannelse, Sprogkundskaber, (her optraadte jeg jo med en smuk Liste, Fransk, Tysk, Engelsk, Svensk og Norsk) samt Referencer.

Nogen Tid efter blev jeg da kaldt over til Bestyreren, Carl V. Hansen, som sad ved sit Skrivebord med en Del Papirer foran sig. Paa sin sædvanlige, lidt brøsige Maade sagde han saa: “Hvad er det nu, De gaar og laver?”. Jeg var mig ikke noget særligt bevidst, hvorfor han gav mig Papiret, der var en Forespørgsel fra C.T.S.F. om min tjenstlige Habitus, og saa fik jeg en lille Forelæsning om, at det saa ikke saa godt ud, at en grøn Medhjælper, der lige var udnævnt, begyndte at lave den Slags Ting paa egen Haand, uden først at konferere med sin Bestyrer derom. Jeg maatte jo sige, at dette ogsaa havde været min Hensigt, saa snart jeg havde faaet Indtrykket af, at der virkelig kunde være en Mulighed for, at jeg kunde faa en Stilling, fordi jeg i saa Fald ønskede at træde uden for Nummer, og det vilde jeg da bede Bestyreren anbefale. Jeg blev saa permitteret med et Par Ord om, at jeg vistnok skulde være noget ældre før jeg kunde blive sendt ud i Verden, saa jeg stillede ikke alt for store Forventninger til at jeg skulde faa Held til at komme ud denne Gang.

Derfor blev jeg noget overrasket, da jeg et Stykke Tid efter - vi var nu kommet hen i Juli - fik en Anmodning om at møde til Prøve hos Selskabets Inspektør i Hamburg. Det lød selvfølgelig meget tiltalende; men det skabte ogsaa nye Problemer, der ikke kunde tages ganske ude af Betragtning, nemlig de økonomiske. Jeg havde regnet med, at hvis jeg blev ansat, saa var det blot at møde et eller andet Sted, paamønstre, hÌve Hyre, og saa ud i den vide Verden. En Prøverejse til Hamburg kostede Penge, og dem fik man ovenikøbet først godtgjort, hvis Prøven var tilfredsstillende og blev efterfulgt af en AnsÌttelse. Naa, den Risiko vilde jeg godt løbe; men derfor skulde der alligevel her midt i Maaneden skaffes ca. 30 Kr. Det lykkedes; ikke paa een Gang, men ved HjÌlp af et lille Støttekonsortium, og saa var der kun Forberedelserne til selve Rejsen.

Kapitel 2

Til Trods for at Barth forsikrede mig om, at der ikke var nogen Risiko ved at fÌrdes i Hamburg, saa havde jeg dog den faste Overbevisning, at man meget vanskeligt kunde undgaa lidt Slagsmaal og Knivstikkeri, naar man skulde i Havnekvartererne, og der maatte jeg vel som vordende sailor i hvert Fald aflÌgge et Besøg. Han havde en gammel Revolver med Stiftpatroner; den laante jeg til Ekspeditionen, og gik saa et Par Dage i Ensomhed nede ved Østerstrand og øvede mig paa at ramme Fyn. Noget videre Begreb fik jeg ikke om min SkydefÌrdighed, for jeg skød kun ud over BÌltet, og det lykkedes mig kun i en forholdsvis ringe Grad at vÌnne mig til det Spektakel og Stød, som den gamle Skyder gav.

Rejselisterne paa Fredericia Banegaard blev studeret, og jeg blev til min Forbavselse klar over at det hele kunde ordnes paa een Dag. Afrejse fra Fredericia ved To-Tiden, Ankomst Hamburg ca. 10, Afrejse Hamburg ud paa Aftenen og Hjemkomst ved Tre-Tiden.

Et Par Kolleger hjalp med at slaa Aftenen ihjel; det kunde jo ikke betale sig at gaa i Seng, saa Modet og Humøret var højt, da jeg gik om Bord for at foretage den første Udenlandsrejse. Meget Søvn blev det jo ikke til paa denne Rejse. Dertil var der alt for meget Nyt at lÌgge mÌrke til. Overgangen over GrÌnsen; selv om der ingen Pas anvendtes den Gang, saa skulde man alligevel fortÌlle Gendarmen, hvad man skulde i Das grosse Vaterland, den tiltagende tyske Passiar i Kupeen efterhaanden som vi kom sydpaa, Broen over Kielerkanalen, selv om den ikke havde samme Størrelse som nu; alt dette skulde nok holde mig vaagen. Og Revolveren kunde jeg hele Tiden føle i min venstre Baglomme; Patronerne med deres Stifte skulde nok gøre det overflødigt at føle efter, om den nu ogsaa var der.

Jeg skulde melde mig hos Inspektøren, Isestrasse 88; og umiddelbart udenfor Banegaarden henvendte jeg mig til den stationerede Politibetjent, for at faa lidt Forklaring paa, hvordan jeg lettest kom til Isestrasse. Det lykkedes, selv om jeg ikke forstod hele hans Forklaring; det eneste jeg med Sikkerhed forstod var, at jeg skulde med Linie 23. Men det var jo ogsaa tilstrÌkkeligt til at jeg kunde borde en saadan Sporvogn, og ved HjÌlp af en elskvÌrdig Konduktør var jeg da ogsaa i Isestrasse ved 11-Tiden. Nu var Inspektøren imidlertid taget paa Kontoret, og hans Frue prøvede paa at forklare mig, hvorledes jeg skulde finde over paa Hamburg-Amerikaliniens Kontorer, der laa paa den anden Side af Elben.

Ogsaa det lykkedes, med Sporvognen ned forbi Hovedbanen til LandungsbrĂźcke; saa om Bord i en af de smaa Baade, og henad 12 blev jeg smidt i Land paa Kajen, hvor Kontorerne laa.

Med lidt forstaaelig Nervøsitet traadte jeg ind i et Kontor, hvor flere skÌggede Herrer sad og øvede sig i at telegrafere. En endnu mere skÌgget Herre viste sig at vÌre Inspektøren, der straks anbragte mig ved en uhyre stor og tung Morsenøgle, hvor jeg saa et Par Minutter buldrede løs det bedste jeg kunde. Saa skulde jeg prøves i at høre, og fik et Par Telefoner paa Hovedet, medens Inspektøren selv skulde skrive for mig. Da jeg imidlertid aldrig før havde hørt paa Summerlyden, maatte jeg bede om et Par Minutters TilvÌnning. Det fik jeg, og saa begyndte jeg at skrive ned. Det gik ret stÌrkt; men Høremodtagning har aldrig voldt mig BesvÌr, og da Tegnene, naar først man har vÌnnet sig til dem, løs ualmindeligtt distinkt og Sendingen var absolut first class, saa var det ingen Sag at prÌstere en fejlfri Modtagning. Derefter maatte jeg besvare et Par almindelige lettere tekniske Spørgsmaal, og blev saa permitteret med den Besked, at jeg saa vilde høre nÌrmere fra Bruxelles. Forinden var Inspektøren imidlertid saa elskvÌrdig at prÌsentere mig for en af de vordende Kolleger med en Anmodning til denne om at vise mig lidt af Byen.

Denne Rundfart startede vi derpaa med et Besøg paa Hamburg-Amerika Liniens Damper Kaiserin Augusta Viktoria, der netop laa ved Kajen. Det var et af den Tids nyeste og smukkeste Skibe, en Baad paa godt 20.000 Tons, og Besøget paa den kunde jo kun gøre mig endnu ivrigere efter at faa Lejlighed til selv at faa AnsÌttelse paa et lignende Fartøj. Saa foretog vi en Hafenrundfahrt, og jeg husker endnu det overvÌldende Indtryk som den enorme Trafik paa Elben gjorde paa mig. Ud paa Eftermiddagen steg vi i Land ved St. Pauli Landungsbrßcke, og Resten af Dagen gik i Kvarteret deromkring. Nu var det jo kun meget begrÌnsende Midler, jeg havde til min Raadighed, ca. 4 Mark var min hele Driftskapital, men det var den Gang en hel Del mere end nu. Et stort Krus Øl kostede 15 Pfenning, og Kollegaen var heller ikke helt uden Midler, saa vi fik en Dag ud af det. I hvert Fald var jeg baade trÌt og søvnig, da jeg ud paa Aftenen lagde mig til at sove paa BÌnken i Kupeen i Toget til Fredericia. Heldigvis var der god Plads, saa jeg straks sov saa trygt, at jeg ikke vaagnede, før en brøsig Schaffner fortalte mig, at Toget ikke kørte lÌngere. Det viste sig da, at jeg var endt i Kiel, istedetfor Fredericia. Naa, det var der jo ikke noget at gøre ved. Af en elskvÌrdig Assistent fik jeg Lov til at sove videre i anden Kl. Ventesal, og skulde saa returnere med første Tog til Neumßnster, hvor jeg atter skulde komme i Toget Nord paa, altsammen uden Udfgift for mig.

Kapitel 3

Da jeg nÌste Morgen promenerede paa Perronen i Neumßnster for at vente paa det rigtige Tog fra Hamburg, mødte jeg en imponerende Trafikassistent i den tyske spraglede Uniform. Was, sind Sie noc da? sagde han brøsigt. Jeg saa spørgende paa ham, og fik saa at vide, at jeg den foregaaende Aften et Par Gange var vist ud af den gennemgaaende Vogn til Kiel, saa jeg alligevel maatte vÌre kommet ind i den igen, uden at han havde lagt MÌrke til det. Ved Halvtotiden var jeg saa i Fredericia, tidlig nok til at faa min Middag, inden jeg skulde møde til Tjeneste Kl 14; men endnu et Par Dage efter trak jeg paa venstre Ben, fordi jeg i Søvne havde ligget saa haardt paa den medbragte Revolver, at Piggene paa Patronerne formelig havde boret sig op i Hoften.

Atter gik nogle Dage i SpÌnding, før det ventede Brev kom fra Bruxelles med Meddelelse om, at jeg var antaget og skulde møde paa Selskabets Skole i Rotterdam den første August for dÊr at gennemgaa et Kursus i Radiotelegrafi. I Kursustiden vilde jeg ikke faa nogen Løn, men 2½ Gylden i Dagpenge og dette lød jo meget lovende.

Uden Vanskeligheder fik jeg Tilladelse til at komme uden for Nummer; vÌrre var det unÌgtelig at der skulde skaffes Penge, ikke alene til at klare Forpligelserne i Fredericia, hvor jeg jo ikke fik nogen Lønning den første August, men ogsaa Billetten til Rotterdam. Det gik imidlertid, men naar alt var klaret, blev der heller ikke mere end lige til Billetten.

Nu var Betingelserne for AnsÌttelsen, at jeg ved denne skulde have mine Rejser godtgjort, ikke alene til Rotterdam men ogsaa Prøverejsen til Hamburg, saa en Gang ude i Fremtiden kunde jeg altsaa imødese en større Udbetaling. Jeg regnede desuden med, at jeg ved Ankomsten til Rotterdam sikkert kunde faa et mindre Forskud paa den første Uges Dagpenge, saa derfor foruroligede den øjeblikkelige Ebbe i Kassen mig ikke synderligt.

Jeg skulde efter Meddelelsen fra Selskabet melde mig hos Inspektøren paa Skolen, der havde tilhuse i Tivoli, Coolsingel, Rotterdam. Adressen lød jo meget tiltalende. Jeg købte Henschels Telegraph, en stor international Rejseliste, for nu slog Planerne paa Fredericia Banegaard jo ikke lÌngere til, og alene Studiet af en saadan Rejseliste er rigelig Pengene vÌrd; vel at mÌrke naar man studerer den med den rette Forstaaelse, naar der virkelig skal rejses. Vanskeligt var det jo ikke at hitte ud af, at jeg kunde rejse fra Fredericia med Eftermiddagstoget og fortsÌtte fra Hamburg samme Aften, hvorefter Ankomsten til Rotterdam skulde finde Sted nÌste Dag ved Ni-Tiden, saa jeg skulde have god Tid til at finde det lille Tivoli dÊr.

Alt gik for saa vidt ogsaa programmÌssigt; Afskeden i Fredericia var meget hjertelig, selv om jeg var noget skuffet over, at det ikke var lykkedes mig at faa en eneste af Kollegerne til at gøre mig Følgeskab; men de mente nu, at det var en Vildmand, jeg gik ud paa.

Rejsen ned gennem Sønderjylland forekom jo nu helt bekendt, det var vel kun tre Uger siden jeg sidst kørte den Vej, men alligevel var Følelserne nu lidt anderledes. Rejsen gik lÌngere ud, og jeg kunde intet vide om, hvornaar jeg atter skulde komme den Vej. Henad Ni kørte vi endelig indt til Rotterdam, og jeg maa tilstaa, at jeg ikke var videere stolt af Situationen, da jeg med min Kuffert i Haanden stod ude paa Beurs Plein og paa mit bedste Tysk forsøgte at faa en hollandsk Politibetjent til at forklare mig, hvor Tivoli Coolsingel kunde findes. For det første vilde han kun tale Engelsk, og muligvis har min danske Udtale af Tivoli der lyder ganske anderledes, naar det siges paa hollandsk, vÌret Aarsagen til, at det varede noget, inden jeg blev klar over, at jeg blot skulde et Par Gader lÌngere frem, saa kom jeg til en Kanal, og det var Coolsingel. Ved denne Kanals venstre Side laa Tivoli. Det viste sig at vÌre rigtigt; men hvem beskriver min Forbavselse, da jeg ved Ankomsten dertil, opdager at det er Restauration-VarietÊ, hvor alt syntes lukket og slukket. Jeg havde jo troet, at det var en større Skole, og nu lykkedes det mig efterhaanden at faa halet en Forklaring ud af et gammelt Faktotum, der gik og gjorde rent, at det var rigtigt nok, om Dagen der en Del unge Mennesker i et Par Lokaler ovenpaa, og det maatte saa vÌre Marconiskolen. Nogen Inspektør boede der ikke, og LÌrere heller ikke.

Her stod jeg, bogstavelig uden en rød Øre i Lommen; hvad vÌrre var hverken Cents endsige Gulden, skulde helst have et Sted at sove, og jeg skal heller ikke nÌgte, at jeg var skrupsulten. Jeg vandrede saa, stadig med min trofaste Kuffert i Haanden, henad Coolsingel, og tilbage mod Banegaarden, hvor jeg vel maatte kunde finde et eller andet lille Hotel. Et Skilt fortalte Mann spricht Deutsch, og det fristede mig til at gaa op i Hotellet; det var ganske lille, vel en halv Snes VÌrelser, og jeg bestilte, efter at have stillet Kufferten op og gjort et energisk Toilette, Dagens Middag. Denne viste sig at bestaa af en stor engelsk Bøf, men stegt paa hollandsk, d. v. s. den var ganske blodig indvendig. Jeg spiste den imidlertid med god Appetit, men om jeg har vÌret for sulten og derfor spist for hurtigt eller det har vÌret den raa Bøf som har Skylden, det ved jeg ikke; i hvert Fald fik jeg ikke Fornøjelsen af den ret mange Minutter. Desserten, en Slags Risengrød havde jeg mere Held med, saa jeg faktisk saa en hel Del lysere paa TilvÌrelsen, da jeg rejste mig fra Bordet, for at gaa en lille Tur inden jeg gav mig til Ro.

Kapitel 4

Efter en tiltrÌngt Søvn og en solid Frokost, begav jeg mig saa den nÌste Formiddag ned til Coolsingel, for at melde mig paa Skolen.

Da jeg traadte ind, sad alle Eleverne, ca. 10 ialt, ved Arbejdet, Øvelse i Høremodtagning. Jeg prÌsenterede mig for LÌreren, Hr. Wagner, og fik kort efter en Telefon paa Hovedet. Den Hastighed, der arbejdedes med, var imidlertid ikke ret stor, saa det voldte mig ingen Vanskelighed at tage dette fejlfrit.

I et Frikvarter hilste jeg saa paa mine vordende Kolleger; heraf var 4 HollÌndere, 2 Belgier, 2 Spaniere, 1 Franskmand og en Østriger, et blandet Selskab, ogsaa med Hensyn til rent telegrafmÌssig Uddannnelse. LÌreren var en Hamburger, tidligere ansat ved det tyske TelegrafvÌsen, og da han hørte, at jeg kom fra Fredericia, fortalte han, at han i sin Tid havde arbejdet i Wheatstone med denne Station, hvis Arbejde altid havde vÌret mønstervÌrdigt. Inspektøren viste sig ikke i Formiddagens Løb, saa jeg var nødt til at sÌtte Hr. Wagner ind i mine pekuniÌre OmstÌndigheder og fik ogsaa uden Vanskelighed et Forskud paa 10 Gylden.

En af de hollandske Kolleger, Marin, som kom fra det hollandske TelegrafvĂŚsen, anbefalede mig at flytte ned i et hollandsk Pensionat, hvor der boede flere Post- og Telegrafkolleger. I Frokostfrikvarteret, som varede ca. 1 Time, fulgte han med op paa Hotellet, hvor jeg fik min Regning, der var svulmet op til ca. 3 Gulden, tog min Kuffert, og inden Eftermiddagstimerne var jeg da installeret i Cooperativ Pensionsvereniging, Witte de Wit Straat 55, der skulde blive mit Hjem i de nĂŚste to Maaneder.

Den nÌste Dag kom saa Inspektøren til Skolen, det var en HollÌnder, Mr. Kroes, og saa maatte jeg, paa Engelsk, gøre lidt Rede for mine Forkundskaber. Det kneb jo lidt med at faa fat i de forskellige Gloser, men en foretagen Prøve i praktisk Telegrafering overbeviste ham om, at jeg paa dette Omraade ikke manglede ret meget, for at kunne tage ud som helbefaren, hvorfor jeg straks blev antaget til at hjÌlpe LÌreren med at skrive for de andre Elever. Da Inspektøren spurgte, om der var nogen af os, som kunde skrive paa Maskine, meldte jeg mig som eneste Mand, hvorfor jeg straks maatte oplyse, at jeg kun kunde skrive 20 Ord i Minuttet, hvilket imidlertid ikke syntes at vÌre det afgørende, idet han saa bad mig at skrive noget hollandsk Teknik af efter en LÌrebog i Teknik. Jeg maa tilstaa, jeg syntes, det var en noget mÌrkelig BeskÌftigelse, naar man gik paa Radioskole, hver Dag at sidde og skrive et Par Sider paa et Sprog, som jeg ikke forstod, men det morsomme var, at netop denne BeskÌftigelse gav mig mine første Indtryk af det hollandske Sprog, vel sagtens fordi Afskrivning automatisk gav mig forkskellige Gloser, da Emnet jo ikke var helt ubekendt. Det var jo ikke saa vanskeligt at regne ud, at Wisselstroom skulde vÌre Vekselstrøn, og Gelijkstroom Ligestrøm o.s.v.

Hurtigt kom man ind i den daglige Rutine; Skolen begyndte Kl. 9 og varede med de fornødne Pauser til Kl. 16. Efterhaanden lÌrte vi hinanden nÌrmere at kende, og Diskussionerne, om hvor vi vel kunde risikrere at komme hen, naar vi var fÌrdige med Skolen, tog Fart efterhaanden som vi nÌrmede os det Tidspunkt, da vi mente, at vi maatte vÌre udlÌrt. Foruden den daglige Rutine i Modtagning, havde vi Timer i Teknik, hvor vi maatte tegne de forskellige Kredsløb for Sending og Modtagning, hvilket altsammen skete meget primitivt efter Fortegninger paa Tavlen. Endvidere studerede vi Marconiselskabets CirkulÌrer om Radiotelegrammernes Behandling, et Omraade hvor vi, der tidligere havde haft med lignende Sager at gøre, lettere følte os hjemme, end f. Eks. en af HollÌnderne, som tidligere havde vÌret Jernbanemand, og som HollÌnderne selv havde givet Øgenavnet: De Boer, Bondemanden. Dagens Lyspunkt var Frokostpausen, der i Reglen tilbragtes nede i en lille CafÊ ved Siden af Tivoli. For 5 Cents fik man en lille stegt Fisk, den var ikke større end en Ansjos, og et ret stort Glas Genever, og paa de Dage, da vi havde faaet Dagpenge; det skete to Gange maanedlig, blev det jo undertiden til en Del Fisk, med tilhørende Snapse, og saa gik i Reglen hele Eftermiddagen med det. Naa, vi havde inviteret LÌreren med, saa vi skulde ikke af den Grund sidde efter.

Behagelige og interessante Afvekslinger i Skolegangen var det, naar vi skulde aflægge Besøg paa et af Skibene i Havnen for at studere derværende Radiostationer. Her laa jo baade Holland-Amerikaliniens store og smukke Skibe og de mindre, som gik paa hollandsk Indien, Rotterdamsche Lloyds Baade, og et Besøg paa disse var altid en Forsmag paa de Eventyr, som ventede os, og gav da ogsaa altid rig Anledning til Diskussioner om vore fremtidige Stationer. Ved disse Besøg blev vi særlig instrueret i Feilfinding og Stationsarbejde, ligesom vi havde Lejlighed til at høre lidt af det, der foregik i Æteren. Alene det at høre SCH (Scheveningens Kaldesignal) arbejde med Baadene i Kanalen var jo en Oplevelse.

En skønne dag meddelte Inspektøren, at nu kunde det vist vÌre paa Tide, at et Par af os fik syet vore Uniformer. Det foregik ovre hos en SkrÌdder, Delhaas, paa den anden Maasbred; han havde fast Akkord med Selskabet, der ved den faste AnsÌttelse betalte ham for dem. Og kort Tid efter kom vi op til en Eksamen, der overvÌredes og censureredes af en af Direktørerne fra Bruxelles. Derefter var det spÌndende jo; hvor kommer Turen til at gaa hen. Den første Rejse skulde vÌre en Elev-Rejse, saa derfor var der ingen, der var interesseret i at komme til at foretage denne til Indien eller Sydamerika; den skulde jo helst vÌre saa kort som mulig, d. v. s. til New York; men det kunde i saa Fald kun blive med en af Holland-Amerika Liniens Baade, og der holdt man ikke af at sÌtte UdlÌndinge. Kun Marin og jeg klarede Eksamen i første Omgang, og vi gik nu og ventede spÌndt paa Rejseordren.

Endelig kom den; jeg skulde med S. S. Rotterdam, og glad var jeg. Alene det at komme med den smukke Baad, der paa dette Tidspunkt gjaldt for at vÌre Atlanterhavets mest elegant udstyrede Fartøj, var en Oplevelse.

I min Søfartsbog staar der: Aangemonsterdals assistent Telegrafist op Ned. S. S. Rotterdam 30-9-10. Sign. de Waterschout, J. Ortt. samt Skipperens Underskrift: P. Stenger. Commander.

Kapitel 5

Dagen før Afrejsen gik jeg om Bord, prÌsenterede mig for første Telegrafisten, og fik mit første Indtryk af den ny Verden, hvori jeg nu skulde vÌre et lille Led. Ved Højvande gik vi hen under Aften nedad Maasfloden med ca. 600 Passagerer paa første, 400 paa anden, og 800 paa tredie Klasse.

Siden den Gang har jo mange Kolleger prøvet dette at paamønstre som Radiotelegrafist og de vil sikkert alle kunne sÌtte sig ind i den Oplevelse, det var nu at befinde sig om Bord i et af Europas største og smukkeste Atlanterhavsdampere. Det var en af de første Baade, hvor der allerede ved Skibets Bygning var beregnet at skulle vÌre Plads til en Radiostation, der meget hensigtsmÌssigt var anbragt saaledes, at der var Adgang for Publikum direkte fra Forhallen til Bibliotheket. Vor Publikumshal var ganske vist ikke stor, men der kunde dog vÌre indtil 4 Kunder samtidig; derfra gik man ind i Stationens Ekspeditionsrum, hvorfra der førte Døre ind til selve Stationen og til Telegrafisternes Kahyt, hvor vi boede to sammen. Efter den Tids Forhold var alt glimrende indrettet, og jeg har da ogsaa haft den tvivlsomme Fornøjelse senere hen i min søfarende TilvÌrelse at paamønstre under Forhold, der ikke kunde taale nogen Sammenligning. Stationen var en almindelig Marconi-Gnistsender, kun 1½ kw; men takket vÌre vor udmÌrkede Antenne havde vi en ganske betydelig RÌkkevidde, saa vi indtil et Par Dage efter at have passeret Irland kunde faa Forbindelse med Scheveningen. Lige uden for Stationen laa det øverste PromenadedÌk, hvor der Dagen lang, naar Vejret var til det, var en livlig Trafik.

Umiddelbart efter min Paamønstring havde 1.ste Telegrafisten vist mig rundt; alene det at komme oppe fra Stationen og ud til Messen, hvor vi spiste sammen med StyrmÌndene, var en hel Rejse. Naar Vejret var godt, kunde det lade sig gøre ad Leiderne paa Broens Forkant; Messen laa nemlig i en lille Bygning paa FordÌkket, hvor StyrmÌndene havde deres Kamre; men i daarligt Vejr var det nødvendigt at gaa ned ad alle Trapperne, 5 Etager ned i Skibet og saa ad en lang Gang dernede langs med Kabysserne ud til Messen.

Naa, vi gled altsaa for halv Kraft ned ad Maasfloden i den mørke Septemberaften, jeg stod ude paa Promenadedækket omtrent hele Turen ned ad Floden; Passagererne var vel optaget af at blive installeret i Kahytterne, reserve Spisepladser el. lign. For jeg havde Dækket omtrent for mig selv; og det var vel nok en Oplevelse; at staa deroppe i Højden og se Husene langt nede bag Dæmningerne, for det blev jo en ganske antagelig Højde, naar man tænker paa, at Flodens Overflade er paa Højde med Husenes Skorstene, og hertil kommer saa Højden fra Floden og op til ROTTERDAM’s Promenadedæk. Endelig rundede vi Hoek-van-Holland, sagde Godaften til Scheveningen, og jeg fik Ordre til at tørne ind, da 1.ste Telegrafisten vilde tage den første Vagt.

Kl. 4 blev jeg purret ud, vi nÌrmede os Boulogne, hvor vi skulde kaste Anker langt ude paa Rheden for at tage Passagerer fra Paris om Bord, og jeg overtog saa min første Vagt alene. Naa, dertil behøvedes nu ikke saa mange Instrukser, for Arbejdet bestod blot i at holde Lyttevagt paa 600 m og saa først reagere, hvis nogen skulde kalde MHR. Jeg fik Telefonerne paa, satte mig mageligt til Rette med en Bog, og holdt af og til Øje med den roterende magnetiske Detektor; gik den istaa, kunde intet høres. Pludselig drønede et Kaldesignal ind i mine anspÌndte Øren; det var den franske Kyststation Boulogne, UBL, der havde et Telegram til os. Hans Tone lød ganske forfÌrdelig, skrattende og saa langsom i de enkelte Gnister, at det ikke var saa helt nemt at tage ham. Prikkerne var gode nok, men Stregerne skraldede afsted, og Nøgleskriften lod dertil ogsaa en Del tilbage at ønske. Naa, det gik ved fÌlles HjÌlp; det var Meddelelsen til Skipperen om, at Tenderen nu afgik med saa og saa mange Passagerer og Post. Ved 8-Tiden vÌkkede jeg 1.ste Telegrafisten og gik saa ned for at indtage min første Frokost om Bord.

Senere paa Dagen løb vi ind paa Rheden ved Southampton for at tage Post og Passagerer, og saa var vi da endelig bound for New York. Vagten paa Stationen gik efter den almindelige Skibstørn, Vagt om Vagt, 4 Timer ad Gangen. Først da vi havde forladt Southampton, fik Skipperen Tid til at modtage mig i Audiens. Hans store og smukt udstyrede Kahyt laa i direkte Tilslutning til Kommandobroen, og 1.ste Telegrafisten fulgte mig derop. Han udtrykte sin Forbavselse over at skulle have en Dansker med, men min Forbavselse var sikkert lige saa stor, da han pludselig tiltalte mig paa dansk; ganske vist noget mangelfuldt, men dansk var det dog, og til at forstaa. Det viste sig, at han i sine yngre Dage havde faret ca. 3 Aar med en Marstaller-Skonnert, og nu benyttede han altsaa Lejligheden til at kokettere med sine mange Sprogkundskaber. Selvfølgelig var jeg ikke saa lidt beÌret af Skipperens Venlighed; vi var jo omtrent i Familie, og jeg følte mig straks mere hjemme om Bord.

Da jeg den Nat blev purret, fik jeg Ordre til at tage POLDHU-Pressen. Ganske vist havde 1.ste Telegrafisten taget den første Udsendelse; nu skulde jeg saa tage Gentagelse, for at han kunde se, om jeg var moden til det. Om Bord udkom en Avis daglig, The Atlantic Daily News, og dets vigtigste Stof var Telegrammer, der hver Nat blev udsendt af POLDHU i England og CAPE COD i Amerika. I den østlige Del af Atlanterhavet tog vi POLDHU og i den vestlige CAPE COD. Her lige op ad de engelske Kyster voldte det selvfølgelig ingen Vanskelighed at tage Pressen; Signalerne var kraftige og Speedet ikke overvÌldende, selv om der ikke den Gang var StyrmÌnd at tage Hensyn til, saa mit første Eksemplar af pressen, med efterfølgende Telegrammer til flere Skibe, var helt fejlfrit, og nÌste Nat tog jeg den saa paa egen Haand.

Saa snart vi havde passeret Scilly-Islands, blÌste det op, og vi fik Atlanterhavet at se i al sin VÌlde lige imod os. Rotterdam borede StÌvnen ind i de store Søer, rystede sig, saa det sitrede i hele det store Skrog og tog uafbrudt Vand ind over StÌvnen i saadanne MÌngder, at det var forbundet med Livsfare at fÌrdes paa FordÌkket.

Kapitel 6

Da jeg om Morgenen skulde ned til Frokost, tog jeg med Elevatoren ned i Skibet; og jeg maa tilstaa, det var en mÌrkelig Fornemmelse , denne Dalen nedad, medens Skibets samtidig satte sig i Søerne; Fornemmelsen blev endnu mÌrkeligere, da jeg saa kom ud i Mellemgangen dernede i Dybet, og saa flere af BesÌtningen staa paa Rad derude og lide alle Søsygens bekendte Kvaler. Jeg kom hurtigt op ad Trappen til Messen og fik Hovedet uden for Døren, der heldigvis laa i LÌ, saa jeg kunde staa lidt og simulere, at jeg betragtede Søernes Fossen forbi. Da jeg derpaa med god Appetit indtog den udmÌrkede og solide Frokost, var der ingen, der fik Indtrykket af, at jeg havde vÌret lige paa Nippet til selv at blive søsyg.

I Løbet af det første Par Dage var jeg akklimatiseret ombord; hurtigt kom man ind i den daglige Rutine, Hovedparten af Tiden gik af sig selv med at sove og vÌre paa Vagt, og dette sidste Arbejde var i sig selv saa interessant, at Vagten var forbi, inden man tÌnkte over det.

Den Gang var det jo endnu forholdsvis faa Skibe, der var forsynet med Radio, og Marconiselskabet udgav et ÂťCommunication-ChartÂŤ, der gav en grafisk Fremstilling af samtlige Skibe paa Atlanterhavet, saa man til enhver Tid var klar over, hvilke modgaaende Skibe man skulde have Forbindelse med Dag for Dag. Den eneste Tid paa Dagen, hvor jeg ikke sov, naar jeg var fri, var min Frieftermiddag.

Efter Lunch promenerede jeg da paa DÌkket med en passende stor Cigar i Munden. Det var før den Tid, da jeg blev fanatisk Pibe-TilhÌnger, og de hollandske Cigarer var baade store og gode og billige. Jeg var altsaa rigtig i mit Es; lod mig interviewe af de nysgerrige Passagerer og fortalte baade paa Tysk og Engelsk om Radioens Betydning for Skibsfarten i Almindelighed og Passagerernes Sikkerhed i SÌrdeleshed. NÌste Formiddag kom en Stewart med Besked, om jeg vilde komme op til Skipperen. Glad og fornøjet tog jeg Leiteren op til Broen i en to tre Spring; jeg troede jo, at the old man vilde genopfriske sit Dansk. Han modtog mig imidlertid meget unaadigt; afleverede en vÌrre Balle, heldigvis paa Engelsk, saa helt ordret forstod jeg den nu ikke; Meningen fik jeg da fat i, og den var god nok. Hvad saadan en SnotnÌs bildt sig ind at trave op og ned ad DÌkket med stor Cigar, som jeg ejede hele Skibet og mere til o. s. v., o. s. v. Saadan noget kunde kun Skipperen tillade sig, hvis jeg endelig skulle trÌkke frisk Luft og samtidig ryge, havde jeg at holde mig i NÌrheden af Officersmessen paa FordÌkket. Det var jo ikke andet for mig at gøre end at tage den til Efterretning, og saa vidt muligt undgaa let i Fremtiden; det blev nu kun saa vidt muligt; uden for Stationen var der nemlig et Indhug i Overbygningen, hvor man udmÌrket kunde staa og nyde TilvÌrelsen, uden at det kunde bemÌrkes fra Broen.

Kapitel 7

Det mest spĂŚndende Arbejde var Pressemodtagningen, ikke mindst herude midt paa Atlanten, hvor Poldhu Nat efter nat blev svagere.

Pressens vigtigste Stof var de kortfattede Uddrag af ledende Artikler i Times, KÜlnische Zeitung og Le Temps, saa en Del spredte Nyheder om de vigtigste Begivenheder i Europa og U. S. A., og endelig Børskurser, hovedsagelig amerikanske. Natten mellem den 5. og 6. Oktober, vi var da i den vestige Del af Atlanten og tog nu Pressen fra Cape Cod, indeholdt den Meddelelse om Revolutionen i Portugal; en Nyhed, som nÌste Dag vakte stort Røre blandt de amerikanske Passagerer. For mig markeredes Dagen ved at vÌre min 19 Aars Fødselsdag, der fejredes med et Par ekstra Glas Genever i Messen og Tale af Meseforstanderen, 2. Styrmand, der talte for den yngste Telegrafist paa Atlanten.

Saa nĂŚrmede vi os da til New York - LĂŚseren vil sikkert mene, vi burde have vĂŚret der for lĂŚngst, og det kan da have Ret i! - og Dag for Dag blev de amerikanske Kyststationer kraftigere og kraftigere.

En hel RÌkke af kanadiske og amerikanske Stationer var parat til at tage Trafiken lige fra det Øjeblik, vi fik Forbindelse med den første, Cape Race, paa New Foundlands østlige Spids. Saa fulgte Cape Sable, Sable Island, Siaconsett og endelig Seagate, der ligger helt inde ved New York. Alle flot betjente Stationer, som det var en Fornøjelse at arbejde med, selv om deres Arbejdstempo laa en Del over den europÌiske.

Den sidste Dag før New York var der virkelig travlt i Stationen; PublikumsvÌrelset var fuldt nÌsten hele Dagen, saa den ene af os maatte stadig passe Indleveringen, medens den anden sørgede for at komme af med Telegrammerne. Paa Bordet i vor Indleveringsekspedition hobede alle Slags europÌiske Mønter sig op. Da hjemvendende Amerikanere sørgede for at faa alle Lommer tømt; her var Mark, Gulden, Francs og Shillings i Dynger. Heldigvis var vi da blevet a jour inden vi naaede op til KarantÌnen, saa jeg kunde komme ud og kigge paa Frihedsgudinden og Indsejlingen op ad Hudsonfloden.

Den Gang havde New York kun et Par rigtige Skyskrabere, Singer-Bygningen og Metropolitan-Bygningen; hele downtown Kvarteret bestod af Huse, der kun var 10-15 Etager høje, men alligevel var dette Syn imponerende. Dog var det mest imponerende de utallige Dampere, store og smaa, FÌrger og Bugserbaade, der dels krydsede Floden, dels var paa Vej op eller ned ad den; at dette altsammen kunde gaa uden Uheld maatte vel nok dupere.

Et Stykke oppe ad Floden svingede vi saa ind til Holland-Amerika Liniens Dok i Hoboken ovre pü New Jersey-Siden. Medens Passagererne gik i Land, havde vi travlt med at faa gjort Regnskabet op og faa alle Telegrammerne journaliseret. Først da dette var overstaaet, kunde vi begive os paa Vej over til Marconiselskabets Kontor i Broadstreet i New York.

Det første Indtryk efter at have sat Fødderne paa den amerikanske Jord, eller rettere sagt Klippegrund, var ikke saa voldsomt. Hoboken gør et ret pauvert Indtryk. Snavsede Huse, daarligt klÌdte Mennesker, og en volsom Trafik med Heste-Lastvogne til de mange Dokker, der, som TÌnder i en Redekam, gik vinkelret ud i Floden.

Ved Siden af os laa Hamburg-Amerika-Liniens og Norddeutscher Lloyds Dokker, og hertil gik der en ustandselig Strøm af Lastvogne. Efter at have passeret dem naaede vi Jersey-Central, Jernbanestationen for den almindelige Trafik videre ud i New-Jersey og subwayen til Newyork, og faa Minutter senere susede vi i Tunnellen under Floden og kom op i Lyset igen ovre paa Broadway. Saasnart vi var kommet ud paa Gaden, maatte jeg lÌgge Nakken godt tilbage for at se op ad de høje Huse, det var som vi gik nede i en dyb Grøft, og dog var det intet mod det tilsvarende Syn i 1927, da jeg sidst var derovre. Men mÌrkvÌrdigt nok, var det dette første Indtryk, jeg husker bedst.

Op med en Elevator til 9ende eller 10ende Etage, ind i et Kontor for at aflevere Regnskab og de modtagne Presser; disse sidste skulde afleveres for Kontrol, da vi fik et mindre Gratiale, naar vi havde alle 10 Presser fuldstÌndige. Efter forholdsvis kort Ventetid, kom en ung Mand med Kvitteringen, og spurgte om vi ellers havde noget paa Hjerte; samme unge Mand, David Sarnoff, er forøvrigt nu PrÌsident for Radiocorporation of America, en flot Kariere, selv i Amerika, for en Mand der er begyndt i samme Selskab som Telegrafbud.

Kapitel 8

Den Uge, vi laa i Newyork, gik meget hurtigt. Daglig var vi ude for at studere Livet, enten paa den ene eller den anden Maade. Og blot det at tage over til Down-town og se paa Menneskemylderet dÊr i Forretningstiden var jo en Oplevelse. Ikke mindst Gadebørsen, hvor Veksellererne, alle outsidere, handlede paa Gaden, i NÌrheden af den rigtige Børs, og meddelte deres Forretninger op til Kompagnoner, der sad ved Vinduerne i Gadens Ejendomme, var spÌndende at studere.

Derfra gik Turen i Reglen til Fods op ad Broadway til 23nde Gade, eller lÌngere; det var en Tur paa ca. 5 km, eller ned ad Sidegaderne for at se paa Italiener- eller Kineserkvartererne. En enkelt Gang tog vi Turen med Højbanen, der var nok saa tiltrÌkkende som den Underjordiske, saa langt vi kunde komme for 5 Cents, og det var slet ikke saa lidt. Saa startede man nede fra Skyskraberkvarteret og kunde se Byen skifte Karakter for til sidst at ende med Forstadens Villabebyggelser.

Det der, paa saadan Tur, vakte mest OpmÌrksomhed, var det Utal af alle mulige Slags Antenner ovenpaa de flade Huse. Allerede den Gang, i 1910, havde U. S. A. i Tusindvis af Radioamatører, hovedsagelig Skoledrenge, og mange af dem havde kraftige Sendere, udelukkende Gnist-sendere, og mange af dem kunde arbejde en rutineret Telegrafist i Stykker. De boltrede sig paa alle mulige BølgelÌngder; Amerika var et frit Land, der ikke havde nogen Lovgivning, som forbød en saadan Virksomhed. Men dette er vel nok en af Grundene til, at Amerika er blevet det førende Land indenfor Radioen. Den Ungdom, der den Gang legede med Radioen, eksperimenterede, satte Rekorder med Hensyn til Afstande og fik gjort hele Amerika radio-minded paa en Maade som vi i Europa ikke kan gøre os nogen Forestilling om. Men et haardt job var det, naar man nÌrmede sig den amerikanske Kyst, at faa sin Trafik igennem al den kraftige jamming, og jeg har ofte sendt en medlidende Tanke til Kollegerne inde paa Seagate, der skulde tage vore forholdsvis svage Signaler gennem det Helvedes Spektakel.

Inden man saa sig for, var Ugen gaaet, og vi skulde atter sÌtte Kursen mod Europa. Mange passagerer var der ikke, da vi kastede los i Hoboken, og, med 2 kraftige SlÌbedampere for og 2 agter, blev bugseret ud paa Hudson. Og saa gik Vagten igen sin rolige Gang, Vagt om Vagt. Hurtigt falder man ind i den daglige Routine igen. Meget Trafik var der ikke, men dog alligevel nok til at vi stadig maatte holde os i Forbindelse med alle Stationer. Enkelte Passagerer udførte jo deres sÌdvanlige Børsforretninger, saa Kurserne var en Del af Pressen, de var mest interesseret i. Og Pressen skulde vi nok sørge for at faa hver Nat.

Et Par Dage til Søs fik vi stormende Vejr; Vinden var Agter-for-TvÌrs, og Søen rejste sig temmelig hurtigt. Efter et Par Dages Storm var der en ganske antagelig Bølgegang, og Rotterdam med sin mÌgtige Overbygning dinglede voldsomt fra den ene Side til den anden. Ganske vist blev BevÌgelserne temmelig langsomme fordi Skibets Svingningstid maatte vÌre lang; men det er nu alligevel den mest ubehagelige Form for Slingerage, fordi BevÌgelserne sker baade i LÌngderetningen og paa tvÌrs. En Nat, da jeg havde taget Pressen, og den havde vÌret meget svag - vi var ca. halvvejs - gik jeg over i Bibliotheket for at finde en Vog og hvile Ørene lidt. Mens jeg sad i en af de magelige LÌsestole og kiggede paa lidt Literatur, lød der pludseligt et mÌgtigt Brag, saa jeg troede, Skibet var gaaet midt over. Saa galt var det nu ikke ; det var hele Bogskabet, der fyldte den ene VÌg, som var faldet over, saa hele Indholdet var spredt over Salonen. Under Skibets kraftige BevÌgelser, i Forbindelse med Bøgernes, var det gaaet løs og vÌltet.

Kapitel 9

Vi nÌrmede os Irland. Da jeg overtog Vagten en Aften, laa der et Par Telegrammer til Rederiet, og jeg fik den Besked, at Skipperen vilde vide, naar vi fik Forbindelse med Crookhaven (den første Station paa Irland, og i Reglen den første, vi fik Forbindelse med paa den europÌiske Side.)

Ud paa Aftenen hørte jeg SCH, og selv om jeg mente det var lidt hasarderet, kaldte jeg ham dog et Par Gange. Han var der straks, og i Løbet af et Par Minutter havde han taget mine Telegrammer. Jeg ringede til Broen og meddelte, at Telegrammerne var sendt til Scheveningen, og var helt godt tilfreds med det. NÌste Formiddag, da jeg atter havde vagten, kom Skipperen til Døren og afleverede en ordentlig Skylle, fordi han ikke havde faaet Besked om Forbindelse med Crookhaven. Jeg forsøgte spragfÌrdig at indvende, at jeg jo havde meddelt, at Telegrammerne var sendt til Scheveningen; men det formildede ham ikke; han havde udtrykkelig forlangt at faa at vide, naar vi fik Crookhaven, og det havde han ikke faaet, og saa var der ellers ikke mere at snakke om.

Ellers forløb Rejsen programmÌssigt; vi anløb Rheden ved Southampton og Cherbourg, og ankom til Rotterdam den 28. Oktober. Her afmønstrede jeg; min learner-rejse var forbi, og jeg maatte saa afvente nÌrmere.

Da jeg nu kunde vente at komme afsted med meget hurtig Varsel, kunde jeg desvÌrre ikke mere flytte ind i Cooperativ-Pensioonsverdeniging, men tog ind i Christelijk Tehuis voor Zeelieden. Det var ikke noget Tehus, som Navnet kunde lade formode; Tehuis betyder Hjem, og saa vil vel nok de fleste kunne hitte ud af, at jeg flyttede ind paa Kristelig Sømandshjem. Det laa sÌrdeles bekvemt nede ved Havnen, lige overfor Holland-Amerika Linien. Hjemmet havde to Afdelinger, en for Søfolk og en for Officerer. I den sidstnÌvnte, hvor jeg slog med ned, boede der en svensk SømandsprÌst med Frue og Barn, og en hollandsk Skibsbygger. Bestyrerinden, Mejufrouw Ortt, var en ualmindelig tiltalende Kvinde, der sørgede for at vi alle hurtigt kunde føle os hjemme.

Paa Skolen maatte jeg nu gaa LÌreren, Hr. Wagner, til Haande; skrive for Eleverne og rette paa deres Nøgleskrift, samtidig med at jeg udvidede mine teoretiske Kundskaber, støttet paa den Erfaring, som den første Rejse havde givet. For hver Dag, der gik, voksede SpÌndingen. Hvad vilde det nÌste Skib blive? Endelig en Dag kom Inspektøren, tog mig med, sammen med et Par Kolleger, der ogsaa havde deres første Learner-rejse overstaaet, over paa en af Holland-Amerika Liniens Baade, hvor vi saa maatte gennemgaa en praktisk Prøve i Stationsteknik. Det gik altsammen meget godt; vi skulde bl. a. selvfølgelig ogsaa vide, hvad de forskellige Ting var, der stod omtalt i Stationens Inventory-list, og da han spurgte om vi nu ogsaa var klar over det, var der selvfølgelig ingen, der ikke var det. Give me a ruler, sagde han saa til mig. A ruler. Der stod jeg. Rule, det var noget med at herske, saa meget kunde jeg huske i min Befippelse; Rule Britannia kunde jeg ogsaa huske; men hvad en ruler kunde vÌre af Stationsinventarret kunde jeg alligevel ikke komme paa, før han stak mig en Lineal i Haanden.

Naa; jeg dumpede nu ikke af den Grund, og om Aftenen blev Dagen fejret sammen med vor afholdte LĂŚrer, Wagner.

Kapitel 10

Et Par Dage senere kom der saa Besked fra Bruxelles, at jeg skulde paamønstre S. S. Gothland i Antwerpen, som Marconi officer-in-charge. Det var en Red Star Linien’s Baade, og det lød jo meget lovende. Det vilde sige, atter en Tur til New-York, og fra en belgisk Havn.

Rejsen til Antwerpen tog kun 5 Timer, og nogen større Forandring fra Rotterdam var der ikke ved det. Sproget var omtrent det samme, Antwerpen er hovedsagelig en flamsk By, saa jeg fandt hurtigt det skandinaviske Sømandshjem. Jeg havde jo ventet mig lidt i samme Retning som Christelijk Tehuis, men blev sørgeligt skuffet, Hjemmet var koldt og trist, Kosten var spartansk; det eneste, der var førsteklasses, var Priserne, som fuldt ud var paa Højde med rimelige Hotelpriser.

Og saa skulde jeg jo se at finde »mit« Skib. Langt var der ikke ned til Dokkerne, den Fordel var der da forresten ved at bo paa Hjemmet, og jeg fandt hurtigt frem til Red Star Linien’s Kaj, hvor der laa 2 Dampere. Skuffet blev jeg unægtelig, da det gik op for mig, at Gothland var den mindste af dem, og saa temmelig elendig ud. Men, never mind, en »Liner« var det, og saa var det »mit«. Hun vandt nu ikke ved nærmere Eftersyn, den gamle. Bedre Dage havde den sikkert nok kendt, inden den nu var blevet degraderet til kun at befordre 3. Kl. Passagerer frem og tilbage over Atlanten. For det var den. Hele Skibet var lavet om til kun at have een Kl., og de var stuvet Godt sammen. Det var jo paa den Tid, at Strømmen af Polakker og andre Folkeslag fra Mellemeuropa var uhyre stor. I Amerika var der ingen Indvandringsbegrænsning, og alle europæiske Dampskibslinier levede højt paa denne Transport, der foregik paa den billigste Maade, og Passagererne stillede ikke større Fordringer til Komfort.

Radiostationen var endnu ikke fÌrdigbygget, da jeg skulde tage mit lille Rige i Besiddelse. Det var et lille Hus der blev skruet fast paa det øverste BaaddÌk, 2 ganske smaa Rum, et hvor jeg skulde sove, og et til Stationen. Jeg gik op og prÌsenterede mig for Skipperen, en Ìldre Tysker, der gjorde et meget behageligt og flinkt Indtryk, og det viste sig da ogsaa, det slog til. Officererne var en sammensat Flok; 1ste Styrmand var den eneste Belgier, til Trods for at vi sejlede under belgisk Flag, 2. og 3. Styrmand HollÌndere, og 4. Styrmand en Hamburger. Endelig var Doktoren, der ogsaa spiste i vor Messe, Belgier, og han kunde kun tale Fransk; heldigvis, for saa fik jeg da ogsaa lidt af det til at hÌnge ved. Og vi havde begge ret god Tid, og spillede en Del Skak sammen.

Vi skulde sejle Dagen efter, saa jeg maatte hjÌlpe til med at faa Stationen fÌrdigmonteret. Det var der nu ikke mange Ben i, for den var uhyre primitiv. Senderen bestod kun af en Ruhmkopf Coil og Modtageren en magnetic detector uden multiple-tuner. Alligevel maatte vi arbejde til langt ud paa Aftenen, før vi fik den afstemt, og jeg kunde overtage den.

NÌste Dag, den 20. November 1910, gik vi om Eftermiddagen med Højvandet ned ad Schelden, fuldt besat med Emigranter. Selv om Flodsejladsen kunde minde om den tilsvarende ned ad Maas-floden, var det alligevel ikke helt det samme. Landskabet paa den anden Side af Digerne var helt anderledes. Ikke som oppe ved Maas med smaa Byer klistret op ad DÌmningen, men her med udstrakte, ubeboede StrÌkninger.

Trafiken paa Floden var stor. Baade for ud- og indgaaende. Højvandet skulde benyttes til at naa op i Dokkerne, inden Sluseportene lukkes, naar Vandet atter falder. For det er det besynderlige ved disse Havne ved Kanalen, at den store Forskel paa Ebbe og Flod medfører, at de mindre Skibe gaar ind i Dokkerne, hvis Indsejling afspÌrres med Dokporte, for at Vandstanden derinde ikke skal blive for lav under Ebben. De større Baade bliver liggende ved Kajerne langs Floden, og maa tage det ubehagelige ved at følge Flodens varierende Højde.

Jeg husker, da jeg senere laa i Antwerpen med Selandia, at vi om Eftermiddagen var gaaet i Land paa normal Vis ad en Leider ned langs Skibssiden, og da vi kom hjem ud paa Aftenen, og det var ret sent, maatte vi balancere ud om Bord ad en Stige, der laa vandret ud til det øverste BaaddÌk, en 3-4 Meter ud fra Kajen.

Kapitel 11

Den første Dag havde jeg nok at gøre med at prøve Stationen, saa jeg udvekslede TR’s med alle Skibe, jeg paa nogen Maade kunde faa fat i, indtil en engelsk Kyststation meget bestemt bad mig holde Bøtte og ikke genere dem i deres Arbejde mere end højst nødvendigt, hvis jeg da vilde undgaa en Indberetning. Det tog jo lidt af Pippet fra mig. Trafik kunde jeg ikke prale med. Passagererne var jo ikke af den Type, der benyttede Anledningen til at sende »love to everybody at home«, saadan som de havde gjort det paa Rotterdam, saa jeg maatte indskrænke mig til at melde min beskedne Tilværelse til de forskellige Kyststationer paa begge Sider af Kanalen, efterhaanden som de dukkede frem. Og her lærte jeg ret hurtigt, at jeg kunde høre dem længe før de nedlod sig til at tage Notits af mine skraldende Gnister, der sikkert lød af en hel Del mere i min Kahyt, end i Æteren udenfor.

Maaltiderne i Messen var de eneste behagelige Afbrydelser i min ensomme Vagt. Og de var nu heller ikke uden Interesse. Vi var, som sagt, et blandet Selskab. Chief-Officer (1ste Styrmand) van Velten, prÌsiderede som Messeforstander, Sproget var i Almindelighed Engelsk, men kunde ogsaa slaa over i Tysk, navnlig naar 4. Styrmand, Hamburgeren, og jeg var kommet først til Bords. Vi blev hurtigt gode Venner, han var ikke ret meget Ìldre end jeg, saa sluttede os noget sammen, og han tilbragte mange af sine Frivagter oppe i Stationen hos mig.

Presse skulde jeg ikke tage, ja, kunde ikke en Gang gøre det. Rederierne skulde nemlig betale ekstra for denne Service, og det vilde man ikke her ofre paa Emigranterne, der heller ikke vilde have haft megen Fornøjelse deraf, da de kun talte deres Hjemlands Sprog. Saa derfor havde jeg bogstaveligt talt intet at gøre. Kun at sidde og lytte, og saa, da vi var kommet udenfor Kyststationernes RÌkkevidde, udveksle TR med alle de Skibe, der gad gøre mig den Fornøjelse. Og det var saamÌnd ikke saa mange. Vort Communication Chart viste hvilke Skibe, der samtidig med os var paa Vej over Dammen, og de Skibe, der efterhaanden vilde passere os modgaaende.

Og den Gang var det jo kun de større Passagerdampere der kunde tillade sig den Luksus at have Radio, saa Atlanterhavets Æter var ikke det Virvar, det senere blev. Men Tiden gik alligevel hurtigt. Doktoren kom regelmæssigt hver Eftermiddag og fik et Parti Skak. 4. Styrmand kom med Mellemrum, snakkede Hamburg og fortalte om sine Sejladser med de store Windjammers, og en skønne Dag var vi atter i New York.

Hundekoldt var det, da vi lagde til ved Red Star Linien’s Dok ud for 14. Gade paa New York-Siden. Det havde den Fordel, at jeg nu sparede Færgepengene; Hyren var blevet større, 90 Francs maanedlig, og dette i Forbindelse med, at jeg, ved min Ansættelse som »officer-in-charge« havde faaet udbetalt mine Rejseudgifter til den færste Prøve i Hamburg og senere til Rotterdam, gjorde jo, at jeg kunde tillade mig noget mere, end ved mit første Besøg. Saa derfor gik Ugen meget fornøjelig med forskellige Udflugter sammen med 4. Styrmand. Men koldt var det hele Tiden. Storm og Frost. Og det er ret ejendommeligt, som Kulden i New York kan gaa til Marv og Ben. Det giver uvilkaarligt én Følelsen af, at alt derovre er mere ubarmhjertigt end andre Steder. Om Sommeren gælder det tilsvarende for Varmen, der ingen Steder bliver saa generende som her, maaske paa Grund af dens Fugtighed.

Styrmanden og jeg var bl. a. ogsaa en Tur oppe i Negerkvarteret i Storbyen, Harlem, i 125’ende Gade, paa Variete, hvor kun Negerkunstnere optraadte, til Boksekamp og m. m. Den Gang var Jazz og Swing endnu ikke kommet frem, saa der saamænd meget fredeligt i Harlem. Men noget for sig selv var det alligevel, dette store Negerkvarter i Storbyen.

Ellers gik vore Aftenture mest op i ÂťGreenwich villageÂŤ, et Kvarter omkring 14. Gade med hyggelige tyske BevĂŚrtninger og god Mad og Musik.

I en Snestorm forlod vi New York, med Flodens skumpiskede Vand rygende hen over Bugserdamperne. Mange Passagerer havde vi ikke, vel knap 500, men de adskilte sig for en Del fra dem, vi havde haft med over, idet en stor Del af dem dog havde faaet lÌrt noget amerikansk, saa man kunde faa en gebrokken Samtale igang. Stormen holdt sig nÌsten hele Vejen over, saa Gothland rullede svÌrt i det, og Søsygen blev en hel Epedimi blandt Passagererne. Jeg holdt en effektiv Vagt. Man kunde jo aldrig vide, om ikke en eller anden Kollega maatte odsende CQD. Det var Nødsignalet, før SOS blev indført. CQ var vort almindelige Kaldesignal, naar vi vilde undersøge, om der var Skibe indenfor RÌkkevidde, og det benyttes stadigvÌk, naar der skal udsendes Meddelelser bestemt for alle. CQD, come quick, danger, var jo heldigvis ikke helt almindeligt at høre; det var Telegrafisten Jack Binns paa Republic, der havde gjort det verdensberømt, da hans Kalden i 1909 for første Gang demonstrerede Radiotelegrafens Betydning for Redning af Menneskeliv, idet alle Passagerer blev reddet.

Jo lÌngere vi kommer over i den østlige Del af Atlanten desto vÌrre blev Vejret. Det frøs, saa Damprørene, der førte op til mit lille castle, og som endnu ikke var blevet ordentligt isolerede, frøs med. I Stationen blev det iskoldt; jeg fik et Par store Ankerlanterner hen, for at de skulde gøre det ud for Petroleumsovne, men det kunde alligevel ikke slaa til, saa Vagterne blev indskrÌnkede til forholdsvis kortvarige Ophold deroppe.

Vi nÌrmede os den engelske Kanal, da jeg en Nat blev vÌkket af min noget urolige Søvn ved, at 1.ste Styrmand stod og ruskede i mig. Jeg skulde komme hen i Skipperens Kahyt; man turde ikke lÌngere have mig liggende i Huset, Det viste sig da, at der blÌste en formelig Orkan, en veritabel Julestorm, det var Natten til den 19. December. Skibet rullede, saa det nÌsten ikke var til at komme i Tøjet, og da jeg kom udenfor, saa jeg, at 2 Redningsbaade, der stod lige agten for Stationen, var blevet skyllet over Bord, saa det gik efterhaanden op for mig, at Skipperen havde frygtet at mit lille Hus med sit Indhold kunde risikere at gaa samme Vej.

Nede paa PromenadedÌkket var en hel Side af Salonen blevet slaaet ind, saa Søen havde skyllet ned i Skibet. Nu laa vi underdrejet for langsomt gaaende Maskine, med StÌvnen lige op i den taarnhøje Sø, og saa gik det saa taaleligt; men noget vist uhyggeligt var der alligevel over det i den bÌlgsorte Vinternat.

Da det blev lyst, frembød Havet et pragtfuldt syn. Endnu blÌste det, saa Toppen af de mÌgtige Bølger røg bort, og Gothland, der dog maalte ca. 7000 Tons, formelig kravlede op ad dem. Et ejendommeligt Syn var det, da vi op ad Formiddagen saa to franske Fiskekuttere; de klarede sig ikke saa lidt bedre end vi, fik ikke engang Vand paa DÌkket, medens de, for smaa Sejl, holdt op imod Vejret.

Doktoren havde haft en streng Nat ogsaa; et Par af Besætningen var kommet galt afsted, den ene havde brækket Benet, og to Polak-kvinder havde født for tidlig. Saa der var nok at drøfte ved Frokosten. Der var imidlertid ingen CQD’er at høre, saa Nattens orkan havde ikke foraarsaget større Ulykker.

Kapitel 12

Vi nĂŚrmede os Julen; og med den begyndte jeg at lĂŚnges. Gothland skulde lĂŚgges op i 3 Uger, saa jeg regnede efterhaanden ud, at jeg lige saa billigt kunde tage en Tur hjem, som gaa i Antwerpen i den Tid. Min tykke Rejseliste fortalte mig, at det skulde vĂŚre muligt lige at naa hjem til Lillejuleaften, og der var jo noget tillokkende i at komme overraskende hjem. Saa da vi naaede Antwerpen den 22.

Om Formiddagen, ringede jeg til Bruxelles for at faa Rejsetilladelse. Den fik jeg beredvilligt, og saa rejste jeg da ud i et StrÌk fra Antwerpen til Skive, hvortil jeg ankom med den planmÌssige Juleforsinkelse ved 23-Tiden. Far var ikke fÌrdig i Bryggeriet, Julen var jo altid en travl Tid, og saa varede det ikke lÌnge, før hele Familien var samlet om Kaffebordet, selv om de var gaaet tidlig til Ro.

I Halvhelligdagene fik jeg Brev fra Hovedkontoret, at jeg skulde melde mig i Kbhvn. for at paamønstre C. F. Tietgen. Det var en stor Overraskelse. Ikke mindst fordi ingen havde hørt noget om, at de danske Amerikabaade skulde have Marconi. De havde tidligere haft det amerikanske System de Forest, og D. F. D. S. havde saa selv engageret Telegrafister, til Dels fra TelegrafvÌsenet. Nu var man altsaa blevet ked af dette Forhold, maaske ogsaa, fordi Marconi-Selskabet og de med dette forbundne Selskaber ikke vilde samarbejde med de smaa uafhÌngige og konkurrerende Selskaber.

Min Kurvekuffert, med Hovedparten af min Garderobe stod stadig paa Gothland, men Selskabet skrev, den vilde blive taget med af min Kollega paa Vaterland, og saa maatte jeg ved Lejlighed se at faa fat paa den i New York.

Den 2. Januar rejste jeg saa med Nattoget til Kbhvn. Morsomt nok passerede jeg i Fredericia en hel Del Kolleger, der tog Afsked for at begive sig til Skolen i Rotterdam. Der var en større Afskedtagen, og jeg blev selvfølgelig interviewet om hvorledes Forholdene var og hvor der kunde vÌre Mulighed for, at Sønnerne kom hen, naar de skulde til Søs.

NÌste Morgen var jeg i Kbh.; og ogsaa dette var jo en Oplevelse. Bortset fra et kortvarigt Besøg som Skoledreng havde jeg ikke før vÌret i Hovedstaden, som jeg kendte lige saa lidt til som Rotterdam, da jeg første Gang kom dÊr. Jeg fandt imidlertid straks ud i Frihavnen, hvor jeg nok kunde regne ud, at Tietgen skulde ligge; men hvem skildrer min Overraskelse, da jeg i Stationen finder min lÌrer fra Rotterdam, Hr. Wagner, i fuldt Arbejde med Stationens Ommontering. Da Arbejdet skulde foregaa meget hurtigt, og man ikke havde Montører ledige, havde han paataget sig det, og ledede nu et Par Montører med at installere en hel ny Station. Det eneste, der blev benyttet fra den gamle Station, var Omformeren, der dog var sendt til et VÌrksted for at blive efterset.

Gensynet var meget hjerteligt, og Arbejdet gik godt fra Haanden, saa i Løbet af et Par Dage var Stationen helt fÌrdig og syntes at vÌre en sÌrdeles fint arbejdende Station. Wagner befandt sig godt i Kbh., det talte han endnu om i 1922, da jeg traf ham igen i Hamburg. Vi havde et par hyggelige Dage sammen, indtil jeg den 11. Afgik til New York via Kristiania, som det den Gang hed.

C. F. Tietgen var det Ìldste af de danske Amerikabaade, men det bedste Søskib. Den havde tilhørt Holland-Amerika-Linien og før heddet Rotterdam. Stationen laa paa Agterkanten af BaaddÌkket, der samtidig var et herligt PromenadedÌk, saa naar Vejret tillod det, var der altid et livligt Besøg af Passagerer deroppe.

Messen laa ude paa FordĂŚkket, akkurat som paa Rotterdam, men her havde StyrmĂŚnd og Mestre fĂŚlles Messe. Det var jo helt morsomt at komme i en Messe, hvor Modersmaalet kunde klare det, og Forholdet mellem Bro og Maskinen var det allerbedste i ModsĂŚtning til, hvad det ellers plejer at vĂŚre.

Kapitel 13

Den 11. Januar sejlede vi saa, nogenlunde godt besat med Passagerer, hvoraf en Del dog kun skulde med til Kristiania. En af disse, Redaktør Maaløe, (senere Redaktør af Statstidende), aflagde mig et lÌngere Besøg den samme Aften oppe i Stationen. Selvfølgelig skulde denne nu rigtig afprøves, saa jeg havde en MÌngde Forbindelser med alle mulige Skibe, som jeg kunde faa fat paa. For rigtig at dupere den Besøgende lukkede jeg op til spark-gap, saa der var et ordentligt Brag paa og efterhaanden blev der i det lille Rum en gennemtrÌngende Ozonlugt. Resultatet af hans Besøg fremkom senere i det for lÌngst hensovede Blad Riget, og ser saaledes ud:

Marconi-Selskabet i Skandinavien-Amerika Liniens Skibe.
Deforest afskaffes og Marconi indføres. De første Forsøg i C. F. Tietgen.

Hidtil har D. F. D. S. haft Deforest traadløse Telegrafsystem installeret i Skandinavien-Amerika Liniens Skibe, men Selskabets Ledelse har nu besluttet at gaa over til Marconi-Systemet, og den første Installation af dette har fundet Sted i C. F. Tietgen, der igaar Formiddags forlod Frihavnen. Man blev lige akkurat fÌrdig med Marconistationens Installation i det lille Hus agter ude paa BaaddÌkket, som C. F. Tietgen lagde ud fra Frihavnskajen og Natten over Kattegat og Skagerak benyttedes af Telegrafisten til flittige Forsøg med Skibets nye traadløse Installation. Den Mand, der saaledes blev den første til at betjene Marconisystemet i en dansk Amerikafarer, er morsomt nok den første danske Telegrafist, der er gaaet i det internationale Marconiselskabs Tjeneste. Det er en ung Jyde, Telegrafist J. Sund, Søn af Brygger S. i Skive. Han er kun 20 Aar gammel, og traadte i Foraaret 1910 uden for Nummer i den danske Statstelegraf for 3 Aar, gik til Amsterdam og fik i Løbet af 2 Maaneder sin Uddannelse paa den dervÌrende Skole for Radiotelegrafister. Han er, som sagt, den første og foreløbig den eneste Dansker i Marconitrustens Tjeneste. Indtil lige før Jul arbejdede han i den store hollandske Oceanflyver Rotterdam, og her havde han den usÌdvanlige Oplevelse en Aften midt paa Atlanterhavet at modtage en traadløs Beretning paa ca. 2000 Ord om Revolutionen i Portugal, med alle Detailler om Gadekampe, Kongefamiliens Flugt, Republikens Proklamation o. s. v.

Jeg spurgte ham, da han inat fortalte mig derom:

ÂťHvad Indtryk gjorde denne Verdensbegivenhed paa Dem, da De modtog den gennem Luften?ÂŤ

»Slet intet« svarede han mig. »Man sidder her ved Bordet med Bøjlen om Hovedet, og de to Høreklapper for Ørene. Saa faar man et Kaldesignal, griber sin Blyant og Papir og kiler paa med Modtagelsen uden fjerneste Tanke om Indholdet af det, man hører og modtager. Det gaar med en Fart af 120 Tegn i Minuttet - man burde være Stenograf tillige - og det gælder blot om at »mase ned«, medens man har Forbindelse. Her var det en tysk Damper i Middelhavet, der gav os den store Nyhed. Først bagefter, naar Renskrivningen begynder, faar man selv Tid til at tilegne sig Indholdet af det traadløse Telegram. Da jeg blev rigtig klar over, hvad det var for »Stof«, jeg havde mellem Hænderne, arbejdede jeg naturligvis som en Smed, for saa hurtigt som muligt at faa Telegrammet ned i »Rotterdam«’s Trykkeri. Stump for Stump, ligesom i en rigtig Redaktion - og dernede blev de naturligvis ligesaa ivrige for at faa Avisen ud i en Fart. Den vakte selvfølgelig uhyre Opstandelse om Bord. Amerikanerne paa 1ste og 2den Klasse gebærdede sig som vilde - de dansede og hoppede og hylede af Glæde over den nye Søsterrepublik, som Dagen havde bragt U. S. A.«

Saadan fortæller den unge danske Marconi-telegrafist om sin store Oplevelse i den vidunderlige traadløses Tjeneste. Men Tietgen’s nye Station skal ogsaa passes og prøves, og snart sidder han ved Telegrafbordet med Bøjelen over Hovedet og sender sine Kaldesignaler ud i den maaneklare Nat, medens der henne fra Skabet, hvor den elektriske Udladning foregaar, skyder blaa-hvide Lyn ud i den hyggelige Kahyt, saa det elektriske Lys helt distanceres. En Larm, som Lyden af Maskingeværer, fylder Rummet, medens de elektriske Bølger fra Tietgen’s Mastetoppe fordeler sig ud over Land og Hav.

Der opnaas ogsaa Resultater, medens vi sidder sammen i Stationen. Først var det den danske Undervandsbaad Dykkeren, som fra Helsingørs Havn sendte os Ønsket om en lykkelig Rejse. Saa meldte Flekkerø-Stationen paa Norges Kyst sig, og det maa have vÌret en meget ligefrem Herre, der igaar Aftes betjente denne norske Station for traafløs Telegrafi, thi han hilste straks sin ubekendte Kollega paa Tietgen med et Bror min og det jÌvne Du, hvad der morede Hr. Sund, saa Bøjlen paa hans Hovede rystede, og han svarede tilbage i samme kammeratlige Toneart, indtil Samtalen sluttede med et Godnat fra begge Sider.

Vi dampede videre paa vore Cigarer, og Røgen laa tÌt som en Taage i Stuen. Saa tager Hr. Sund paany Bøjlen over Hovedet, paany fyldes Rummet af skarpe Lyn, og den knaldende Lyd som af GevÌrsalver - og atter er der Bid paa Krogen! Denne Gang er det en Kollega af C. F. Tietgen, en Amerikafarer som i Øjeblikket befinder sig for udgaaende i Elben. Han driller Tietgen lidt, Telegrafisten i den tyske Oceanflyver, og spørger, hvem der kommer først til New-York. Han kan jo sagtens, han skal ikke, som Tietgen, et Par Afstikkere ind til Kristiania og Kristianssand, der hver sluger et Døgn af Rejsen.

Saa lader vi Hamburgeren fare, og nu faar Hr. Sund pludselig fat i Landstationen ved Scheveningen. Her tager han Revance; han imponerer sin hollandske Kollega ved at tiltale ham paa Hollandsk! Og saa maa han jo give Forklaringen: om Bord i en dansk Damper - ganske vist - men han er Marconist og Elev fra Skolen i Amsterdam. Og saa sludrer de to Kolleger videre med hinanden over Sø og Land, medens Tietgen for full speed og med Kaptajn Thomsen paa Kommandobroen i den maanelyse og stjerneklar Nat stÌvner ud i det stormoprørte Skagerak.

M. A.

Kapitel 14

Det var jo en grausame Salbe, der ikke trÌnger til en nÌrmere Forklaring, da enhver Fagmand vil kunne se, hvori Fejltagelserne bestaar. Redaktøren var imidlertid glad for Stoffet, for efter Ankomsten til Kristiania inviterede han til en bedre Middag paa Holmenkollen som Tak for Stoffet, og det blev en uforglemmelig Tur. Opturen foregik med Holmenkolbanen og Hjemturen med Kane. Navnlig den sidste, der foregik ud paa Aftenen, gav et pragtfuldt Billede af den norske Hovedstad i den mørke Vinteraften.

NÌste Formiddag afgik vi fra Kristiania, anløb Kristianssand, og satte Kursen mod U. S. A.

Stationen arbejdede glimrende med god RÌkkevidde; indtil den en Dag, vi var endnu ikke kommet over Nordsøen, nÌgtede at starte. Først efter at der var gaaet en Del Sikringer, gik jeg ned for at se til Omformeren, der stod i et Rum paa PromenadedÌkket, og det viste sig saa, at den var brÌndt fuldstÌndig sammen. Jeg fik et Par af Maskinmestrene til at se paa den, men der var ikke noget at gøre; denm var ikke til at rokke. Det viste sig, at det Firma, der havde haft den til Forandringen, havde stillet den op igen uden at give den tilstrÌkkelig Smøreolie i Kopperne.

Det blev unĂŚgtelig en Skaar i GlĂŚden; nu var jeg henvist til kun at bruge ÂťCoilenÂŤ, og det satte straks Stationen ned i Rangklasserne. Ikke for det, ogsaa den kunde nok give RĂŚkkevidde, Tietgen maa have haft en ualmindelig god Antenne, for selv deroppe fra Pentland Firth, kunde jeg, om Aftenen naa Scheveningen.

Selvfølgelig var Livet paa Tietgen ganske anderledes end paa de større Hollændere. Passagererne var hovedsagelig Emigranter, unge Mennesker, der nu med godt Humør tog til U. S. A. for at begynde paa noget Nyt. Ældre var der ogsaa, jeg husker fra den Rejse Familien Pastor Dorf, som jeg kendte lidt fra Skive, hvor han havde været Lærer paa Krabbesholm Højskole. Saa der var næsten altid Besøg i Stationen. Radioen var jo saa ny, at alle var interesseret i at se, hvordan det kunde lade sig gøre. Og naar jeg havde Frivagt, gik Tiden behagelig i Messen eller i 2. Kahyts Rygesalon.

I Messen var der et glimrende Forhold. Vi levede godt, ja, bedre end godt, da vi tildels fik den samme Mad som i Salonen. En Pilsner kostede 8 Øre og Snapsen intet; den skulde blot rekvireres af en af os, og da hverken StyrmÌnd eller Mestre holdt af at faa deres Navne paa alt for mange Rekvisitioner, var det i Reglen mig, der foretog disse. Og da jeg i Reglen havde god Tid til Maaltiderne, spiste jeg i Reglen baade sammen med dem, der skulde paa Vagt, og saa bagefter med dem, der kom fra Vagt.

Med Pressen var der lidt Ekstraarbejde, da den her skulde oversÌttes til Dansk, inden den gik i Trykkeren. Forresten havde jeg paa den Rejse en kedelig Fejl ved Modtageren, der gjorde Pressemodtagningen endnu mere besvÌrlig. Bedst som jeg sad og tog Pressen, kunde Modtagerne blive død, og nogle Bogstaver eller et Par Ord kunde blive helt borte. Nu var det heldigvis ikke vÌrre, end at det manglende i Reglen let kunde rekonstrueres; men alligevel var det irriterende. Det viste sig, at det kun skete, naar Skibet tog ret kraftige Overhalinger til Styrbord, og det kun, naar jeg tog Pressen. For at faa denne, der blev sendt paa en lÌngere BølgelÌngde, ca. 1600 m, blev der sat en ForlÌngerspole ind. Det var en Kasse med en Spole, hvorfra der var taget et halvthundrede Stik, der var ført op til Bøsningerne i Kassens DÌksel. Det viste sig saa, at en af disse Stik var gaaet op i Lodningen, saa Traaden gik ud fra Bøsningen, saa snart Skibet naaede en bestemt HÌldning. Den blev loddet, og saa var der ikke mere BesvÌr med den.

Den første Halvdel af Turen over Atlanterhavet var ellers ualmindelig rolig. Vi gik saa langt nordlig, at man kun kunde høre Skibene nede paa Hovedruten ganske svagt om Aftenen. Den nordirske Station, Malin Head, GMH, var heller ikke sÌrlig livlig, Trafik fra Passagererne var der ikke noget af, saa det vigtigste Arbejde var Pressemodtagningen. Først ved Newfoundland kom vi ind paa det befÌrdede Strøg og fik Forbindelse med Skibene dÊr.

Efterhaanden blev Passagererne rystet godt sammen; nÌsten hver Dag var der Fedt om Bord. Vejret var ret mildt, da vi først kom ud i Golfstrømmen, saa var der livligt oppe paa PromenadedÌkket.

Det var ganske vist en lang Tjenestetid, jeg havde; den gik over de fleste af Døgnets Timer; men alligevel blev der dog ogsaa Tid til at sludre med Passagererne, der var meget flinke til at aflÌgge mig Besøg oppe i Stationen, og det blev efterhaanden ikke saa faa forskellige LivsskÌbner, jeg paa den Maade lÌrte at kende.

Kapitel 15

Vejret blev køligere ovre paa den amerikanske Side, og da vi endelig - Tietgen var jo ikke nogen Racerbaad - naaede New-York, kom vi lige ind i den ubarmhjertige stormende amerikanske Vinter.

Opholdet i New-York gik ellers udmÌrket; vi fra Massen gik i Land i smaa Selskaber, og havde det meget fornøjeligt paa vore smaa Opdagelsesrejser ovre i New-York. Skandinavien-Amerika Linien havde sin Dok lige ved FÌrgen over til 23ende Gade, saa det var ikke saa vanskeligt at finde hjem, selv om det undertiden kunne blive lidt sent.

Hjemefter havde vi ikke mange Passagerer, kun en Snes Stykker paa Kahytsklasserne, og Vejret paa den Aarstid fristede heller ikke til at krydse Atlanten, selv om det var med et saa godt Søskib som Tietgen.

Jeg klarede mig udmÌrket med Coilen, havde gode Distancer, saa der var ingen Grund til at begrÌde den stoppede Hovedgenerator, og jeg havde vÌret noget bange for, at Selskabet nu skulde blive misfornøjet med, at Stationen ikke arbejdede lige saa langt som den havde gjort med Deforest-Stationen. Saa snart vi kom til Kbhavn kom den til Reparation, og inden vi atter afgik, var den i Orden, og vel smurt.

NÌste Gang afgik vi fra Frihavnen den 18. Februar, i Regn og Slud. Om Turen er der intet sÌrligt at bemÌrke. Den var som den første. Kun nød jeg det at have Hovedsenderen igang; den gik jo alligevel bedre igennem.

I New-York var det stadig Vinter, saa det blev ikke ret meget med Opdagelsesturene. Jeg skulde selvfølgelig paa de nødvendige Besøg Downtown, paa Marconi-Selskabets Kontor, for at aflÌgge Rapport og aflevere Kopierne af Pressen, og benyttede saa Lejligheden til en lille Rundtur i Stormagasinerne, Siegel Cooper og Wanamaker. Og saa var jeg en Tur i Astor Biblioteket. Pastor Dorf, der havde vÌret med paa den første Rejse med Tietgen, havde faaet Plads som Bibliotekar i den skandinaviske Afdeling, og passede denne Stilling samtidig med at han var PrÌst for den danske Menighed i Pert Amboy, en lille By i Newjersey. Biblioteket var aldeles overvÌldende ved sin Størrelse, herligt bygget, rigt forsynet, og altsammen skÌnket af MangemillionÌren William Astor.

Fra New-York sendte jeg en Ansøgning til Hovedkontoret om at blive forflyttet, da en af Grundene til at jeg var kommet til Søs, ogsaa var den, at jeg vilde lÌre Sprog, og det var der ikke større Lejlighed til paa Tietgen; men noget større Haab om at faa denne Ansøgning efterkommet havde jeg dog ikke.

Hjemrejsen var ganske begivenhedsløs; daarligt Vejr, ingen Passagerer, og meget lidt at bestille.

Ved Ankomsten i Kbhavn fik jeg Telegram fra Selskabet om, at jeg skulde melde mig hos Inspektøren i Rotterdam saa hurtigt som muligt, saa det var i højt Humør, jeg afmønstrede den 5. April.

Den 8de var jeg i Rotterdam, og der fik jeg den Besked, at det var Meningen, jeg skulde afløse en tysk Kollega, der sejlede med en GrÌker; men der vilde nok gaa et Par Maaneder, før vi kunde trÌffes i New-York, saa derfor skulde jeg nu med en af Holland-Amerika Liniens Baade POTSDAM. Ganske vist var det ikke ROTTERDAM, men alligevel var Potsdam en hel Del større end Tietgen, saa jeg var godt tilfreds, da jeg gik ombord for at prÌsentere mig for Kaptajnen, van Walraven.

Paa Skolen i Rotterdam, der imidlertid havde skiftet Plads og var kommet ned paa Boompjes, en Gade langs med Floden, var der flere danske Kolleger, og Ventetiden til min Afgang, den 14de, gik bl. a. paa ÂťSkating rinkÂŤ, hvor navnlig Knud Storm udmĂŚrkede sig.

POTSDAM var en af de Ìldre HollÌndere, den blev forøvrigt senere købt af den svenske Amerikalinie og kom til at hedde STOCKHOLM, og den udmÌrkede sig sÌrlig ved at sluge en Masse Kul og saa ryste saa voldsomt, at det nÌsten ikke var til at skrive, naar den gik for fuld Kraft. Stationen laa paa BaaddÌkket og var meget primitivt. Det var et af de første, Marconiselskabet havde leveret. Men den arbejdede ret godt, saa der var ingen Grund til at klage over den.

Jeg var igen ene Mand i Stationen, saa Tiden gik bogstavelig talt med Vagt Døgnet rundt. Det vigtigste Arbejde bestod i at modtage Pressen om Natten og faa den renskrevet inden Morgen. Og saa kunde der jo en Gang imellem i Halen paa Pressen komme Privattelegrammer adresseret til Skibe, der ikke modtog Pressen, og saa maatte vi, paa de store Baade, tage dem og se at faa dem afsat i Løbet af den kortest mulige Tid. Det kunde give Anledning til en Del Retransmissioner; men saa gik Tiden med det.

Tiden i New-York gik med Besøg paa andre baade og SamvÌr med Kolleger, baade danske og andre, og vi begyndte saa smaat at drøfte Spørgsmaalet om en Organisation. For selvfølgelig var vi ikke tilfredse. Hyren skrumpede svÌrt ind, naar den blev omsat til Dollars, 90 Francs blev stadig kun til 18 Dollars, og en Dollar kunde nemt gaa, hvis man vovede sig op i Byen.

Hjemefter havde vi en Del Passagerer, og da Vejret var straalende, i hvert Fald i Midtatlanten, var der altid Besøg paa Stationen, der laa lige ud til BaaddÌkket, hvor Passagererne dasede i Liggestolene.

Kapitel 16

Den 12. Maj var vi atter i Rotterdam, hvor jeg fik den Besked, at jeg skulde havde endnu en Rejse med Potsdam, og saa i New-York bytte over til S. S. Patris. Jeg skulde have en Elev med, saa jeg følte mig rigtig som Senior-officer. Det viste sig at vÌre en ung HollÌnder, tidligere Jernbanemand.

I det herligste Foraarsvejr afsejlede vi saa den 20. Maj fra Rotterdam, og vi gik saa Vagt om Vagt i Stationen. Det vil sige, jeg havde omtrent Vagt Dægnet rundt. Stationen var kun indrettet til én Mand, og jeg havde min Køje lige op ad Senderen. Saa hver Gang Eleven rørte ved Nøglen, og det maatte nødvendigvis ske en Gang imellem i Løbet af Natten, blev jeg vækket af det infernalske Spektakel fra »Coilen«’s kraftige Gnister, der ikke var lukket inde. Eleven, de Groot, var forøvrigt rigtig flink, selv om han ikke havde nogen større Rutine; men han hørte godt, og kunde med nogenlunde Sikkerhed tage Pressen alene.

Den 1. Juni var vi atter i New-York, og allerede ved Ankomsten blev jeg modtaget af Kollegaen fra Patris, Hannemann. Han havde vĂŚret et Aar med GrĂŚkeren, og lĂŚngtes nu efter at komme hjemefter, saa kort efter at Landgangen var lagt, var vi paa Vej over til Brooklyn, hvor de grĂŚske Baade havde deres Dokker.

Paa Turen derover, og det var en hel Rejse, fortalte Hannemann mig lidt om Forholdene. Jeg maatte jo ikke vente mig noget i Retning af Potsdam, hverken paa den ene eller den anden Maade; og GrÌkerne; ja, det var jo ogsaa et andet FolkefÌrd end HollÌnderne, Maden skulde man vÌnne sig til; men han havde forøvrigt vÌret godt tilfreds, og Opholdet i GrÌkenland var en Oplevelse for sig selv.

Forøvrigt skulde jeg i den Tid vi skulde ligge i PirÌus hjÌlpe en engelsk Ingeniør med prøvningen af en ny Radiostation i Athen, saa jeg vilde ikke komme til at kede mig.

Selv om jeg saaledes var blevet forberedt paa lidt af hvert, inden vi naaede over til Brooklyn, maa jeg tilstaa at Synet af patris virkede ret nedslaaende. Nu tog den sig ogsaa ud fra den allervÌrste Side. Den var ved at tage Kul ind, og da dette skulde fyldes ind gennem en Luge paa det øverste BaaddÌk, var hele Skibet svinet til med Kulstøv. Patris var knap halv saa stor som Potsdam, kun godt 4000 Tons, med en ret høj Overbygning og 2 Skorstene.

Stationen, der samtidig var min Kahyt, laa oppe mellem Skorstenene paa det øverste DÌk, og var i den Grad dÌkket med Kulstøv, at jeg ikke kunde sÌtte noget fra mig, uden at faa det svinet til. Saa jeg var lige ved at løbe fra det hele, og sige, at saa vilde jeg dog alligevel hellere gaa i Land og se mig om efter et andet job. Men min tyske Kollega snakkede mig alligevel fra det, og Enden paa det blev da at jeg gik op for at hilse pü Skipperen. Heller ikke han svarede til det jeg var vant til med Hensyn til Skippere paa Amerikabaadene, snavset, ubarberet og tyk. Bogiazides, hed han, Engelsk kunde han ikke ret meget af, men, saa vidt muligt, tog han da pÌnt imod mig. Og jeg forstod da saa meget, at de var glade for at faa en Landsmand til Kong Georg om Bord.

I Løbet af Dagen fik jeg fÌrdigflyttet min Bagage, tog en hjertelig Afsked i Messen paa Potsdam, som jeg lovede at besøge, naar jeg saa den var inde, og installerede mig saa paa Patris. Rederiet hed Embericos Brothers, og det var et Familieselskab fra Andros. Hele BesÌtningen, fra Skipper og nedefter syntes da ogsaa at vÌre i Familie, hvilket ikke er saa mÌrkeligt, naar de alle skulde vÌre fra Andros, en lille Ø paa Størrelse med Langeland.

Den eneste Ikke-GrÌker var 1ste Mester, en EnglÌnder, Mr. Hudson, som i sin Tid var fulgt med Skibet ud fra Sunderland, og saa var blevet hÌngende. Ham sluttede jeg mig selvfølgelig straks mest til, baade fordi vi kunde tale sammen, og saa fordi han kunde sÌtte mig yderligere ind i de specielle Forhold om Bord.

Da vi var fĂŚrdige med Kulfyldningen, hjalp det en Del paa Renligheden, men sĂŚrlig propert blev der nu aldrig, og det har da heller ikke vĂŚret en grĂŚsk Dyd, at holde Skibene ordentlig. Saa det var jo en Overgang, at komme lige fra de overpropre HollĂŚndere og saa herover.

Den 8. Juni afgik vi fra New-York, omtrent fuld af Passagere, ca. 400. Jeg skulde spise i 1ste Kahyt sammen med Passagererne, og det var et broget Selskab at trÌffe den første Gang vi skulde have Middag efter Afgangen. Vi sad ved Borde, ca. 14 ved hvcert, og jeg prÌsiderede ved et Bord til venstre for Skipperen. Passagererne var som en Skole, der havde faaet Ferie. Humøret var højt, og der var et Spektakel i Salonen, saa man nÌsten ikke kunde høre, hvad Sidemanden sagde.

Det vakte nogen Forbavselse, at jeg ikke var GrĂŚker; jeg maatte jo stadig sige: ÂťDen katalavenoÂŤ (kannitverstaan) naar nogen sagde noget paa GrĂŚsk til mig, men saa kunde de slaa over i det amerikanske (for engelsk var det ikke) naar en eller anden vilde have mig med i Samtalen. Det blev ikke til ret meget, for de var optaget af at fritte hinanden ud om baade det ene og det andet, saa Sludderen gik stĂŚrkt.

Allerede ved det første Maaltid fik jeg mit Gloseforraad udvidet betydeligt. Dosse mu neraa, Dosse mu Krazi; giv mig Vand, Vin o. s. v. fik jeg da fat i, og det blev saa skrevet ned, naar jeg kom op til mig selv. En engelsk-grÌsk Grammatik havde jeg forsynet mig med, saa der gik ikke ret mange Dage, før jeg til Nød kunde klare det allernødvendigste, og ogsaa skÌlde Stewarden, Demetrios, ud, naar han havde sjusket mere end almindelig med Rengøringen af mit lille Kammer.

Arbejde var der ikke meget af. Pressen skulde ikke tages; ja, kunde ikke tages, da Stationen ikke var forsynet med ekstra Tuning inductance, som var nødvendig for at kunne tage de lange Bølger, som Pressen kom paa. (NÌste Rejse købte jeg forresten en i New York, for at kunne tage Pressen for min egen Fornøjelse, men det var selvfølgelig forbudt.)

Naar 2. Styrmand var paa Broen, tilbragte jeg min Tid deroppe; han talte ret godt Engelsk, var Søn af Skipperen, og helt igennem en flink Fyr. Med Passagererne omgikkes jeg meget tvangfrit, baade i Salonerne og oppe hos mig. Det var gennemgaaende Folk, der nu havde haft Held i USA, tjent nogle Dollars og nu vilde hjem til GrÌkenland, enten for at nyde Resten af deres Dage som Rentiers, eller ogsaa for at finde en passende ung Kone.

Efter en lille Uges Sejlads passerede vi Azorerne, et ejendommeligt Syn, disse Øer der pludselig dukker op af Havet. Vi gik saa nÌr, at vi kunde se de indhegnede Marker op ad Skraaningerne.

Kapitel 17

Og saa blev det Regnvejr og Tykning, saa vi ikke saa Solen i flere Dage. Jeg gik saa smaat og undrede mig over, hvorledes vi mon kunde holde hvor Kurs efter Gibraltar StrÌdet. Men der var ingen Nervøsitet hos StyrmÌndene. Paa Broen var der i Reglen ikke andre end RorgÌngeren, der fulgte den opgivne Kurs. Skipperen, Bogiazides, der mest lignede en jysk KrovÌrt, viste sig sjÌlden paa Broen. Efterhaanden hørte jeg de spanske Stationer dukke op, saa det var tydeligt nok, vi var paa den rette Vej. Enkelte Skibsstationer viste sig ogsaa i Luften, EnglÌndere og HollÌndere paa Vej til Indien, saa alting tydede paa at vi nÌrmede os et mere befÌrdet Strøg. Efterhaanden blev StyrmÌndende da ogsaa paa Broen, og Rygtet gik, at vi ved Middagstid skulde passere Gibraltar.

Det slog til. MÌgtig og truende dukkede den op af Disen, og vi passerede den i ca. 1 miles Afstand. Jeg tog det som et Bevis paa GrÌkernes bekendte Sømandsduelighed, at PATRIS, uden nogen paalidelig Stedbestemmelse i flere Dage, kunde ramme StrÌdet saa prÌcist.

Og saa var jeg da for første Gang i Middelhavet. Langs den nordafrikanske Kyst sejlede vi, saa vi en Gang imellem kunde se KyststrÌkningen. Blaat var Havet nu ikke, men Søen var ikke saa lang i det som Atlanterhavet, og Vejret var straalende. Efter 3 Dages Sejlads passerede vi Kap Matapan, og nÌste Dag faldt Ankeret i Havnen i PirÌus. Jeg var i GrÌkenland.

Det var varmt. Højsommer. Og selvfølgelig skulde jeg op til Athen. Først paa Posthuset for at spørge efter Post hjemmefra. Derfra med den elektriske Bane til Hovedstaden. Mit Maal, Akropolis, behøvede jeg ikke at spørge om Vej til, for det tronede over det hele. Det var nu ikke selve Ruinerne jeg var paa Vej til. Men jeg havde faaet Besked paa, at jeg skulde hjÌlpe en ung engelsk Ingeniør, der var ved at bygge Radiostationer i grÌske Krigsskibe og en Kyststation paa Skraaningerne op til Akropolis. Det var imidlertid en drøj Tur i den Varme at komme derop, saa jeg var godt udkørt, da jeg endelig naaede mit Maal.

Ingeniøren, Campbell, var ved at stemme Stationen af. Det var en 5 Kw Gnistsender. Og han havde haft store Vanskeligheder med at faa en brugelig Jordforbindelse paa Klippeskraaningen. Nu havde han bygget en »Modvægt«, lange Rækker af Kobbertraade var under Antennen lagt ned i Render, der var sprængt i Grunden. Han var meget glad for at faa min Assistance. Jeg skulde tage ud i Farvandet med en græsk Torpedobaad for at maale Styrken af Senderen forskellige Steder. Foreløbig tog vi sammen tilbage til Piræus for at spise Frokost om Bord i Krydseren Averof, der lige var blevet forsynet med en 5 Kw.-Sender. Det var en hel ny Baad, skænket af en græsk Millionær i Ægypten. En Del pensionerede engelske Underofficerer holdt Instruktionskursus for Grækerne, og derfor var der en engelsk Messe om Bord. Det var uhyre fornøjeligt, og Dagen gik med at lægge Programmet for næste Dags Prøver.

NÌste Morgen Kl. 6 startede jeg saa med Torpedobaaden Athinai paa en rask Rundtur i Farvandene. Prøverne blev gennemført efter Programmet, og det viste sig bl. a., at der var flere døde Zoner, hvor det var komplet umuligt at høre ATHEN, og han kunde heller ikke høre mig. Om Aftenen mødtes vi i Athen, hvor Campbell var Vejviser.

Imidlertid havde jeg opdaget, der ovre i et Hjørne af Havnen, som forøvrigt ikke var imponerende stor, laa en lille Damper med Dannebrog. Jeg tog derover, og det viste sig at være SWITZER’s DANMARK. Jeg blev velmodtaget af Kaptajnen, Fabricius, fik en herlig dansk Frokost med alt muligt godt, og et Par af Officererne gik med i Land om Aftenen. De maatte ikke tage længere væk, end at de kunde høre DANMARK’s Fløjte, hvis der skulde ske noget; men det viste sig, at vi ogsaa kunde slaa en Aften ihjel i Piræus. Først var vi selvfølgelig om Bord hos mig, og der fandt vi en Kollega, en Belgier, Maurice Rouvroy, der lige var kommet ind med en anden græsk Damper THEMISTOCLES, og nu gerne vilde hilse paa mig. Han tog selvfølgelig med, og vi havde en herlig Aften.

Det viste sig, at Rouvroy vilde spørge, om jeg vilde bytte med ham. Han kunde ikke komme ud ad det med Skipperen, der var kolerisk. Jeg var nogenlunde ligeglad, jeg havde jo ikke vÌret saa lÌnge paa PATRIS, at jeg følte mig sÌrlig knyttet til den, saa jeg gik med dertil, hvis han kunde faa Selskabets Samtykke. Det lovede han, og Ombytningen skulde saa finde Sted, naar vi kom til New-York.

Ugen i PirĂŚus gik saaledes paa den behageligste Maade; dels med Arbejde sammen med Campbell, og dels med selskabelige Samkomster om Aftenen. Jeg fik set en Del af Athen og studeret det grĂŚske Folkeliv, saaledes som man ser det paa Restauranterne, hvor der var mere Forslag i Pengene end i New-York.

Og saa begyndte vi da en Dag igen Turen over Atlanterhavet. Paa Vejen anløb vi forskellige mindre grÌske Havne paa Kysten af Pelopones; dels for at tage Last om Bord, og dels for at landsÌtte Passagerer. Vi havde nemlig en Del Passagerer, som gjorde Turen med rundt. Den sidste Havn vi anløb var PATRAS, og saa gik det da mod Vest. Vi passerede gennem StrÌdet ved MESSINA, hvor STROMBOLI glødede i Natten.

Passagererne var nu hovedsagelig grÌske Emigranter, der ikke kunde tale Engelsk, hvilket havde en gavnlig Indflydelse paa min GrÌskundervisning. En tidligere grÌsk Kulturminister, PAPAMICHALOPOULOS, talte flydende Tysk, og han viste sig at vÌre en meget interessant Personlighed. Han gav f. Eks. en udførlig Skildring af Oprindelsen til Gibraltars Navn; lige fra Herkulesstøtterne til Djebel-el-Tarek. Han skulde til Amerika for at knytte de udvandrede GrÌkere til Hjemlandet, vÌre en Slags ekstraordinÌr Gesandt.

En LĂŚrer fra Saloniki lĂŚste daglig GrĂŚsk med mig, saa Tiden gik udmĂŚrket. Kosten havde jeg nu vĂŚnnet mig til; der skal jo gaa et Stykke Tid, inden man spiser al den Olie med Appetit, men efterhaanden smagte det saamĂŚnd udmĂŚrket, og uden Tvivl var det sundt.

Kapitel 18

I Begyndelsen af Juli var vi igen i New York, der havde nogle af sine vÌrste Dage. En Varmebølge satte ind, og det var denne fugtige Varme, der gjorde alt uudholdeligt. Nede down-town faldt Folk af Hedeslag, og selv ude ved Kysten paa Coney-Island var det ikke til at vÌre.

Min lĂŚnge savnede Kuffert, som jeg i sin Tid maatte rejse fra i Antwerpen, og som siden havde faret frem og tilbage over Atlanten med LAPLAND, traf jeg nu endelig sammen med. Og det gik der et Par Dage med at faa ordnet. 1ste Telegrafisten paa LAPLAND, Mr. Hill, maatte rende baade her og der for at faa Lov til at tage den ud af Dokken, og jeg maatte jo med for at bevidne Forklaringen. Men der var inge Papirer paa det, og jeg havde Indtrykket af, at denne Sag var en af de vanskeligste, som det amerikanske ToldvĂŚsen havde vĂŚret ude for. Men det lykkedes, og jeg fik Kufferten over paa PATRIS. (Det udtales forresten med Trykket paa sidste Stavelse)

Om ikke før saa lykkedes det nu at dupere GrÌkerne. Jeg medførte nemlig i min Kuffert et gammelt Arvestykke af en lang Pibe, som man nu kun ser dem paa meget gamle Billeder. Den var saa lang, at den rigeligt naaede Gulvet naar jeg sad ved Bordet, og selv om jeg ikke havde andet at putte i det store Hovede, der kunde tage nÌsten et kvart Pund Melange, end den fint skaarne grÌske Tobak, der kun egnede sig til Cigaretter, saa blev den alligevel stoppet, og jeg gik med den ind i Messen. Det havde de aldrig set Magen til. Den blev undersøgt baade foroven og forneden, skilt ad og samlet igen, og de maatte indrømme, at det sikkert var bedre end de tyrkiske Vandpiber, som de kendte. Der blev straks givet flere Bud paa den; men den var nu ikke til Salg; det var jo et Arvestykke, som skulde have Lov til at raadne op i en KÌlder i Valby.

Saa dukkede THEMISTOCLES op paa den anden Side af Dokken, og saa snart Marice havde faaet sin Post, var han om Bord hos mig. Selskabet havde godkendt vor Bytning, saa vi kunde flytte rundt med det samme. Jeg havde ellers saa smaat haabet at Selskabet ikke var gaaet med til det; jeg var begyndt at føle mig hjemme paa Patris, men der var altsaa ikke andet for end at pakke den nyudpakkede Kuffert og saa flytte rundt. Ganske vist fik jeg paa den Maade et Par Dage mere i New York; men det havde nu ikke nogen videre Interesse, det kostede for meget.

Skipperen paa Themistocles, Cambitzis, var ikke sÌrlig naadig; han gjorde Vrøvl over denne Af- og Paamønstring, men da han saa, jeg var Dansker, og som Følge deraf i Familie med Kong Georg, blev han mere medgørlig, og jeg maa indrømme, jeg ikke mÌrkede noget til hans Umedgørlighed. Naa, han gik forresten i Land, da vi kom til PirÌus, og saa fik jeg den flinkeste Skipper, jeg nogensinde har sejlet sammen med.

Themistocles var ganske vist noget større end Patris, men den havde unÌgtelig mest Lighed med en gammel Tramp. Der var kun Plads til ca. 40 Passagerer paa 1ste Kl., ingen 2den Kl., og saa et Par Hundrede paa MellemdÌkket. Stationen laa oppe paa Broen, lige bag Bestiklukafet, og min Kahyt nede paa DÌkket. Forøvrigt en meget rar Kahyt med god Plads, men Skottet i Køjen var lige ind til Maskinrummet, saa der kunde vÌre en ulidelig Varme til Tider. Blev det alt for galt, kunde jeg ganske vist lÌgge mig paa Sofaen, der var tvÌrskibs. Og saa vrimlede det med Kakerlakker.

Under dette Ophold skrev jeg min Afskedsansøgning til Telegrafdirektoratet. Sagen var den: Jeg havde faaet Lov til at staa et Aar uden for Nummer, fra den 1ste August 1910. Jeg havde underskrevet en Kontrakt med Marconiselskabet, hvorefter jeg havde forpligtet mig til at vÌre deri mindst eet Aar. Uden at lÌgge MÌrke til, at dette Aar skulde regnes fra AnsÌttelse som officer-in-charge. Og nu kunde jeg altsaa ikke overholde denne Kontrakt, medmindre jeg fik Lov til at forblive uden for Nummer til den 31/12. Det havde jeg søgt om, gennem Telegrafstationen i Fredericia, inden jeg forlod GrÌkenland, og nu var der Svar tilbage her i New York, at dette ikke kunde tilstaas mig. Saa der var altsaa ikke andet at gøre end at tage min Afsked; og dette voldte mig da heller ingen større Sorg. Jeg havde det udmÌrket; der var mange uprøvede Chancer; den amerikanske Marine fristede med sine store Plakater: Join the navy, see the world, og Navy-yarden laa i Brooklyn, saa det var ikke saa vanskeligt. Jeg sendte atter et Brev til Telegrafdirektoratet gennem Fredericia -, og et hjem til Skive, hvori jeg saa lempeligt som muligt gjorde dem fortrolige med, at de ikke skulde vente mig foreløbig, men jeg havde det godt, og saa fortrøstningsfuldt paa det.

Den 15. Juli forlod vi New York, og 16 Dage efter var vi atter i GrÌkenland. Rejsen forløb uden sÌrlige Begivenheder af nogen Art. Jeg lÌrte mine nye Skibskammerater at kende, og de var alle meget flinke. Navnlig 1ste Styrmand, Johannes Couloucoundis; ogsaa SkibslÌgen, en pensioneret MilitÌrlÌge, var meget omgÌngelig, saa jeg befandt mig udmÌrket. Kun Kakerlakkerne blev jeg aldrig Venner med, og det var haabløst at prøve paa at udrydde dem.

I PirÌus fortsatte jeg mit Samarbejde med Mr. Campbell, der nu nÌsten var fÌrdig med at prøve Stationen af, saa den kunde blive afleveret til GrÌkerne. Den arbejdede nu upaaklageligt, havde haft de forlangte Forbindelser med den grÌske Flaade over de rigtige Afstande; men der var altsaa stadig de døde Zoner.

Jeg benyttede Tiden til at aflÌgge et Besøg hos Kongens DyrlÌge, Hr. Rahbek, der var gift med en Søster til SekretÌren i K. F. U. M. i Fredericia, cand. Theol. Philipsen. Her blev jeg hjerteligt modtaget og nød en uventet GÌstfrihed. Samtalen kom ogsaa ind paa den nybyggede Radiostation, som jeg selvfølgelig fortalte en Del om, og derfra til om det ikke vilde vÌre noget for mig at gaa i grÌsk Tjeneste. Tanken var ikke helt fremmed for mig, og Enden paa vor Samtale blev da, at jeg Dagen efter skulde se at komme i Audiens hos Kong Georg og saa fremføre mit Ønske. NÌste Dag blev det imidlertid ikke til noget; jeg fik Besked fra Hr, Rahbek, at Kongen var optaget, men jeg skulde høre nÌrmere om et passende Tidspunkt.

Tiden gik ellers udmÌrket, med Besøg paa Averof og i Athen. Jeg behøvede jo nu ikke at vÌre saa sparsommelig, da jeg ikke skulde spare sammen til Hjemrejsen, saa vi nød Livet ved Phaleron om Aftenen.

Den 12. August forsøgte jeg at komme i Audiens. Det var Dagen før vi skulde sejle, saa jeg kunde ikke vente lÌngere. DesvÌrre lykkedes det heller ikke denne Gang. Venizelos, MinisterprÌsidenten var hos Kongen, og det trak saa lÌnge ud, at Adjudanten til sidst sagde, at der ikke vilde vÌre nogen Mulighed den Dag. Men jeg kunde skrive mit Navn i Besøgsbogen. Saa det maatte jeg nøjes med.

Kapitel 19

Om Bord var der sket den Forandring, at vi havde faaet vor 1ste Styrmand, Couloucoundis, som Skipper, saa Forholdene blev nu nÌrmest idÊelle. Vi havde fuldt i Kahytten, det var ganske vist kun 40 Passagerer, men til GengÌld var det en meget interessant Samling. Blandt andre var der en meget stor Bomuldshandler fra Kairo, der med Kone og Børn flyttede til New-York, nogle amerikanske Studenter, der havde vÌret i GrÌkenland et Par Aar paa Udgravninger, og saa var der endelig de ca. 200 paa MellemdÌkket.

Vi anløb, som med Patris, nogle grÌske Smaabyer og sluttede af i Patras. Derfra gik vi til Algier, for at tage et Par Hundrede Tons TrÌ til Shagpiber, Briar. Og det var en Oplevelse for sig selv. Sammen med et Par af de amerikanske Studenter, krydsede jeg Byen, lige fra det europÌiske, franske Kvarter og op gennem de Ìldste Araberkvarterer. Gang paa Gang maatte man falde i Forundring over ModsÌtningerne. Til den ene Side, de store Rigmandsvillaer, og oppe i Byen de elendigste Kvarterer, hvor det var hyggeligst at vÌre nogle Stykker sammen, og helst en Politibetjent indenfor Synsvidde. Men interessant var det. Og vi tog da heller ingen Skade af det.

Rejsen forløb ellers uden nævneværdige Begivenheder. Om Aftenen blev der spillet lidt Baccarat med Ægypteren, lidt Selskabelighed hos Kaptajnen af og til, Diskussioner med Styrmændene om Grækenlands og Danmarks Handelsflaade, Undervisning i Græsk hos Doktoren, og en enkelt Wisky sammen med 1ste Mester, der var Englænder, fra Sunderland.

Den 1ste September kom vi til New-York, og her fik jeg et lille Chock ved Ankomsten. Der var Brev hjemmefra, først en levende Beskrivelse af den Overraskelse, det havde vakt, at jeg saadan uden videre meddelte, at jeg ikke kom hjem. Og saa en Meddelelse om at Telefonen havde ringet straks efter Brevets Ankomst. Det var Telegrafbestyrelsen i Fredericia, Carl. V. Hansen, der vilde spørge om de mente, det var mit Ønske at tage min Afsked. Det mente de selvfølgelig ikke, og saa meddelte han da, at det nok skulde blive ordnet saaledes, at jeg kunde blive uden for Nummer, til min Kontrakt var udløbet.

Det var med noget blandede Følelser, jeg tog dette til Efterretning. Nu havde jeg vÌnnet mig til den Tanke, at jeg vilde blive herude; eventuelt prøve noget andet indenfor Radioen, gaa i Land i USA, eller til Søs igen. Der syntes at vÌre saa mange andre Muligheder. Den Smule sammensparede Rejsepenge, jeg havde haft var gaaet, og der var nu kun ca. 3 Maaneder til min eventuelle Hjemrejse fra GrÌkenland, som ikke var helt billig; saa meget havde jeg allerede set i min trofaste Rejseliste! Men; never mind, der var inge Tvivl om, at Carl V. havde handlet i den bedste Mening, og at de derhjemme var meget glade for at faa mig til de hjemlige Kyster igen.

Et andet Brev fra Telegrafdirektoratet bekrÌftede at man - under Hensyn til OmstÌndighederne - kunde gaa med til, at jeg blev staaende uden for Nummer til den 1ste Februar 1912. Saa der var intet andet at gøre end at kvittere, med Tak, til Carl V., og meddele dem hjemme, at jeg glÌdede mig meget til at komme hjem igen, samtidig med at jeg hensynsfuldt henledte OpmÌrksomheden paa, at det vilde blive en meget dyr Hjemrejse, som jeg sandsynligvis ikke vilde kunne klare alene.

Og saa gik det ellers løs i New-York. Det var jo nu snart sidste Gang, jeg var der, og jeg havde endnu meget at skulle have indhentet. Jeg var ovre paa C. F. TIETGEN, der laa i Hoboken og hilste paa gamle Venner i Messen der og faa den gode danske Mad. De var ovre hos mig til Aften, goutede ikke Maden slet saa godt, men den grÌske Vin gjorde Lykke, sÌrlig den grÌske Snaks Mastika, en Slags Absinth, der efterhaanden ogsaa gjorde sin Virkning, navnlig da de ikke var vent til den.

I NÌrheden ogsaa i Brooklyn, laa den spanske Damper Reina Maria Christina, med Johs. Poulsen (nu Ktr. i Radioafdelingen) om Bord. Han skulde ogsaa besøges. Det var jo ogsaa lidt af en Begivenhed; to Skibonitter mødtes i Brooklyn, den ene paa en spansk den anden paa en grÌsk Damper; saa selvfølgelig skulde det fejres.

Den 9. September forlod vi New York og ankom til PirÌus den 26. Det var lige midt i Vindruetiden, og jeg har aldrig, hverken før eller senere, spist saa mange Druer for 20 Lepta, 15 Øre; det var herligt. Og Vejret var nu pragtfuldt. Tilpas varmt for en Nordbo, saa jeg benyttede Tiden til at se mig om. Campbell var fÌrdig med Stationerne og draget afsted, (jeg traf ham forresten Aaret efter i Colombo, hvor han var blevet Bestyrer af Radiostationen; men det er en anden Historie) saa jeg havde Tiden for mig selv. Sammen med vor 1ste Mester, Mr. Hudson, var jeg rundt og se alle de historiske Ruiner i Athen og i NÌrheden. Sammen med Skipperen var jeg paa en lille Udflugt til Andros, hvor saa mange grÌske Søfolk stammer fra (nÌrmest det grÌske Marstal). Dagene sluttede i Reglen med et Bad i Phaleron, hvor Vandet nu havde den rette Temperatur, og Aftenen ved et Bord uden for de store Hoteller med Koncert. Det var i det hele taget en HerretilvÌrelse. Ganske vist skulde jeg spare; men jeg havde altid den Undskyldning parat, at jeg maatte sørge for at faa mig set godt om; det var jo noget tvivlsomt, at jeg nogensinde vilde komme under disse Himmelstrøg igen.

5. Oktober var vi atter paa Vej til New York, anløbende Algier, som jeg studerede paa egen Haand denne Gang. Vi havde ikke ret mange Passagerer med.

En Nat i Atlanten, vi havde lige passeret Azorerne Dagen før, blev jeg vÌkket med Anmodning om at komme op paa Broen, der var et Skib, der signaliserede. Jeg kom derop saa hurtigt, det kunde lade sig gøre, og saa da en 3-mastret Skonnert, der blinkede ivrigt til os. Jeg svarede paa samme Maade igen med vor Signallampe, og han sende saa nogle Koder, ganske langsomt, saa de netop paa Grund af Langsomheden var ret vanskelige at tage. Men det gik da, og jeg fik dem skrevet ned, og kvitterede for dem med et ok, and good voyage. Først da jeg kom ind i Bestiklukafet og fik Kodebogen frem, viste det sig, at det var en dansk Baad, der ønskede at blive rapporteret hjem. Saa snart jeg blev klar over det, løb jeg ud paa Broen for at faa fat paa ham igen; men da var han allerede for langt agter over, saa det lykkedes desvÌrre ikke at komme til at give ham god Rejse paa Dansk.

Den 21. Var vi atter i New York, hvor jeg havde meget travlt. Efterhaanden havde jeg jo faaet forskellige Bekendte, dels danske Venner, dels Kolleger, saa Tiden gik meget hurtigt; alt for hurtigt synes jeg, da vi den 28. listede ud af Havnen.

Paa Hjemrejsen blev min Hendschels Telegraf ivrigt studeret; Hjemrejsen skulde planlÌgges, baade ud fra et økonomisk og et turistmÌssigt Synspunkt. Min Lommebog bÌrer et tydeligt Vidne derom. Der er flere Sider med Ruter og Prisudregninger. Brindise-Bologna-Verona-Kufstein-Mßnchen-Lichtenfels-Leipzig-Berlin. Brindisi-Milano-Hamburg. PirÌus-Patras-Triest-Wien-Hamburg-Fredericia-Skive. Alt med Togtider, Dage og Priser. Trods alt var der jo alligevel noget tiltalende ved den Tanke at komme hjem igen. Saadan vil det sikkert altid gaa, at man efter nogen Tid til Søs, lÌnges efter Landjorden og omvendt; efter en vis Tid i Land, trÌkker Søen igen. Rejsen budgetteredes til 205 Kroner.

Den 13. November i PirĂŚus. Afgang Kl. 20.

I Algier nøjedes jeg med et Besøg paa en af Norddeutsche Lloyd’s Baade. Det var gratis, og Øllet var godt!

Kapitel 20

Den 6. December ankom jeg saa til New York - for sidste Gang. Jeg var i Perth-Amboy for at sige Farvel til Pastor Dorphs, i Jersey City, til Afskedsfest paa Oscar 2, om Bord i Rotterdam, blev skĂŚldt ud af vor Âťtravelling inspectorÂŤ Mr. Hill paa Lapland, fordi jeg vilde gaa i Land, og havde en travl Tid.

Og saa sagde jeg da Farvel til New York, i en rygende Snestorm, saa vi daarligt kunde se Bugserbaadene, der hjalp os ud af Dokken. (Det har jeg imidlertid for nogle Aar siden skrevet en lille Beretning om i Post- og Telegrafalmanaken, saa det kan jeg vist med god Samvittighed springe over denne Gang.) Bortset fra den i den omhandlede Beretning lidt ejendommelige Juleaften; GrÌkernes kommer jo først 13 Dage senere, var der intet bemÌrkelsesvÌrdigt ved Hjemrejsen. Storm og Regn var Dagens Kost, og det holdt sig lige til vi rundede Kap Matapan.

Den 4. Januar 1912 afmønstrede jeg saa Themistocles. Den 8. var der en lille Afskedsfest i Salonen, hvor jeg havde Lejlighed til at sige Tak for den gode Behandling og ogsaa indflettede et Par Ord om, at de maatte kunne forstaa, hvor tilfreds jeg havde vÌret, Themistocles var det Skib, hvor jeg havde vÌret lÌngst.

Min Hjemrejse var, takket vÌre Kaptajn Couloucoundis, blevet ordnet noget billigere end bergnet. Han var nemlig AktionÌr i et Par mindre Dampskibsselskaber, hvor jeg af den Grund fik 50 pCt. NedsÌttelse i Billetprisen. Saa giver jeg til Slut ordet til min Dagbog; for fra Afrejsen førte jeg Dagbog. Hidtil havde min Dagbog foreligget i Form af Brevene hjem. Men nu kom der jo ikke flere Breve, saa jeg benyttede min gamle Lommebog.

Tirsdag den 9. Januar 1912
Om Bord i SS Hydra.

Saa er da endelig det lÌnge ventede Øjeblik kommet, da jeg skal forlade GrÌkenland og sÌtte Kursen mod Nord. Paa Dampskibskontoret blev det mig fortalt, at vi skulde sejle Kl. 8 prÌcis, og følgelig kom jeg om Bord til den Tid; men Klokken blev 11, inden Kaptajnen indfandt sig, og vi begynder at give Ankeret op. Vejret er herligt. FuldstÌndig stille. Temperaturen er, efter i de sidste Dag at have holdt sig paa 15-16 Grader, gaaet ned til omkring Frysepunktet. Ja, i Eftermiddags sneede det endog, ikke meget, men man kunde dog se, det skulde vÌre Sne.

Omsider kommer Ankeret op, og vi begynder ganske langsomt vor Fart ud af Havnen. Da vi passerer Themistocles, mit Hjem i et halv Aar, lyder der et Kerete poli (Farvel) fra dem derinde. Saa passerer vi nogle af de grÌske Krigsskibe, der, sammen med en Tysker og en Russer, ligger til Ankers ved marine-basinet. SÌrlig Averof tager sig imponerende ud med sine lange RÌkker af Lys, og Skyggerne af de store Kanoner, der truende peger imod is. Fem Minutter efter passerer vi de grønne og røde Lys paa den yderste Havnemole, og saa gaar det med fuld Fart fremad; nu er vi i aabent Vand. Lysene i Land bliver mindre og mindre, hertil vi til sidst kun ser LysskÌret over Athen, og da ogsaa det forsvinder, gaar jeg nedenunder for at gaa til Køjs.

Kapitel 21

Onsdag den 10. Januar 1912

Da jeg vaagnede i Morges og kastede et Blik ud af Koøjet, kunde jeg se, at vi havde sagtnet Farten. Vi nÌrmede os en Havn. Efter at vÌre blevet klÌdt paa og kommet op paa DÌkket, viste det sig, at vi laa ud for Itea. Vejret var stadig herligt; de sneklÌdte Bjergtoppe rundt omkring glimtede i Solen.

Itea ligger ved Foden af Bjergene ved Mundingen af en lille Bjergstrøm, som imidlertid nu er fuldstÌndig tør. Saa snart Sneen deroppe for Alvor tager til at smelte, strømmer Vandet ned saa stÌrkt, at det vilde løbe over alle Bredder, hvis Flodlejet ikke var omgivet af en solid Mur. LÌngere op ad Bjergsiden ligger langs samme Flodleje et Par mindre Landsbyer omgivet af Haver.

Efter at have afgivet Posten og lidt Fragt samt faaet en Passager og et Æsel om Bord, hives Ankeret, og vi fortsætter Farten. Hele Landskabet, hvorigennem vi nu sejler, de mange smaa Klippeholme og øer, har, naar man ser bort fra Landsbyerne og deres hvide Huse, en udpræget Lighed med Norge.

Paa nogle af de Smaaøer, som vi nu kroger os frem imellem, ligger et lille Hus med et Kors paa. Det er Hjemmet for en eller anden Munk, som her lever fjernt fra Verdens larm, hengivet til boglige Sysler og Bøn for de, der befinder sig paa Havet. Hver Gang vi passerer en, ser man alle rettroende GrÌkere bøje sig og slaa Kors for sig de forskrevne tre Gange; saa de har saamÌnd nok at gøre; hvert andet Minut passerer vi en, enten om Styrbord eller Bagbord, og tilsyneladende ser de sig med en befriende Følelse omkring, da vi tilsidst kommer ud i det aabne Vand, og saa langt fra Land, at man ikke kan skelne, hvad der er Kirker og Huse.

Kl. 3 Em ankom vi til Patras, og jeg begyndte at se mig om efter den Damper, som jeg - efter Programmet - skulde fortsÌtte med om Aftenen. Den var ikke til at se. Jeg gik saa i Land for at forhøre mig paa Kontoret. Ja; den er blevet lidt forsinket og kommer først Kl. 10 i Aften, men skal saa gaa med det samme.

For imidlertid at gøre Ventiden kortere, præsenterede man mig for en ung Tysker, der var ansat paa Kontoret; han skulde saa holde mig med Selskab saa længe. Efter en længere Spadseretur rundt i Byen, der jo ikke var ukendt for mig, og hvor den eneste Seværdighed er Ruinerne af en gammel Borg, gik vi hen paa en Restaurant for at spise. Der traf vi sammen med nok en halv Snes Tyskere, og jeg blev præsenteret bl. a. for en hr. Binning. Jeg blev helt glad, her var dog ogsaa mellem alle disse Tyskere en Landsmand, som klunde opretholde Nationens Ære!

Vi blev placeret ved Siden af hinanden og var snart fordybet i en Konversation om løst og fast, sÌrlig fra København. Under Samtalens Løb lagde jeg en Gang imellem MÌrke til, at der nu og da kunde vÌre et ord, som voldte ham lidt besvÌr at huske, og dette gav mig Anledning til at spørge, om han havde vÌret lÌnge i Udlandet. Ja, han havde vÌret i Udlandet i 6 Aar, deraf de 3 i Danmark. Det viste sig, han var EnglÌnder. Enhver kan tÌnke sig min Forbavselse; her havde jeg siddet i den gode Tro, at jeg havde en Landsmand ved Siden af mig, og saa viste det sig nu, at han var EnglÌnder. Han talte imidlertid et glimrende Dansk, som en Jyde, der har vÌret nogen Tid i Hovedstaden. Naa; det gjorde det jo ikke mindre interessant, og jeg kunde med god Samvittighed komplimentere ham som den første UdlÌnding, jeg havde hørt tale mit Modersmaal saa godt. Og for en EnglÌnder maa det vel vÌre dobbelt Ros, da det er yderst sjÌldent at høre dem tale fremmede Sprog; men han talte ikke alene Dansk; Tysk, Italiensk, Russisk og GrÌsk kunde han ogsaa.

Da Kl. blev henad 10 drev vi ned mod Havnen, hvor Samos nu laa for Anker. Jeg tog Afsked med mine nystiftede bekendtskaber og tog en Baad ud til Samos; Baadføreren forlangte med Ìgte grÌsk Forslugenhed 10 Drachme for at befordre mig og en Rejse- og Haandskuffert derud. Da jeg imidlertid nu er bleven ret godt kendt med den grÌske Fremgangsmaade, tilbyder jeg ham 4. Han gaar saa ned til 6, men da jeg ser, at en af mine Medpassagerer giver ham 3, holder jeg selvfølgelig fast ved de 4, som han til sidst tager, samtidig med at han giver en Masse ondt af sig, som mit Kendskab til GrÌsk forskaaner mig for at forstaa altsammen. Et Par Bjergboere, som, saa vidt jeg kan forstaa, er Albanere, giver ham en Dekare (10 Centimer), og da han mukker, faar han en ordentlig Ørefigen og et Spark ned ad leideren. Et Par betegnende HaandbevÌgelser siger saa meget som, at hvis Baadføreren viser sig igen, har ALbaneren stor Lyst til at prøve sin Kniv paa hans Strube. De to Albanere er nok vÌrd at lÌgge MÌrke til. Ens klÌdt, store sømbeslagne Sko med Duske paa Snuden, Strømper og BenklÌder ud i eet og fuldstÌndig tÌtsluttende, en Vest, der ender i et Skørt, og over det hele en broderet Faaruldskappe. En Kniv, lidt lÌngere end vore Soldaters Bajonetter og en lille sort Hue, der kun dÌkker Halvdelen af Hovedet, fuldender Dragten.

Kl. 11 (Em) har vi faaet de sidste Passagerer, nogle Soldater med Orlov i Nytaarshelligdagene, om Bord, og vi letter Anker, og den sidste Del af Rejsen tager sin Begyndelse.

Kapitel 22

Torsdag den 11. Januar.

Idag er vi i rum SÌ; i det fjerne skimtes dog Thessaliens Bjerge. Jeg fornyer mit Bekendtskab med Albanerne, ellers sker der intet i Løbet af Dagen.

Først da vi nu til Aften ser Korfu dukke op i Horisonten, bliver der Røre mellem Passagererne, som skal i Land her, og det er Størsteparten af dem. Tilbage bliver kun en tysk Styrmand, der af Konsulatet i Port Said sendes hjem for at aftjene sin vÌrnepligt, en GrÌker, der via Triest vil til U. S. A. og en Østriger, hvis TilstedevÌrelse om Bord endnu ikke anes af Skibets BesÌtning.

Vi passerer Kejser Wilhelms Slot, der ligger aldeles henrivende, omgivet af Sycamorer og Cypresser, og saa ankommer vi til Øens Hovedstad, Kerkyra. Da der desværre inge Tid er til at gaa i Land, maa jeg nøjes med Styrmandens Fortælling om det mest interessante dér, nemlig Skt. Spiro’s Gravsted.

Denne Helgen udførte allerede medens han levede adskillige Mirakler, og nu efter hans Død er der paa hans Fødselsdag stor Tilstrømning af Pilgrimme til Kerkyra. Blot ved at gaa under hans Kiste kan man blive helbredet for alle mulige Slags Sygdomme. Paa denne Dag aabnes Kisten, og man ser da Liget, saa frisk som Manden lige var død. Dette har jeg hørt fortÌlle af flere GrÌkere før, bl. a. af 1ste Styrmanden paa Themistocles, en af de mest kultiverede GrÌkere, jeg traf. Han fortalte han selv havde set det og absolut troede paa det.

Undertiden naar Munkene vilde aabne Kisten for at vise Liget frem, var det umuligt at faa Laaget af, til Trods for, at dette kun ligger løst paa. Munkene siger saa, at han er paa Rejse. Medens jeg sidder og skriver dette, sidder Kaptajnen ved Siden af og spørger, hvad jeg skriver. Om Skt. Spiro, siger jeg. Ja, De kan skrive, hvad De vil, og tro hvad De vil, men alt, hvad der fortÌlles om Skt. Spiro, er sandt. Jeg kan kun beklage, at jeg ikke selv faar Lejlighed til at gaa i Land for at faa min Nysgerrighed tilfredsstillet; selv om der vel nok er størst Mulighed for, at Munkene vilde affÌrdige mig med den Besked, at det høje Lig var bortrejst. Dette Svar fik Kejser Wilhelm sidste Sommer.

Efter at have faaet Posten i Land, letter vi Anker, og nu gaar det for Alver mod Nord. NĂŚste Gang Ankeret gaar i Bund, bliver det paa Rheden i Triest.

Søndag den 14. Januar

Ankom Triest 10 Fm. Var paa danske Konsulat; rejste til Wien om Natten, rendte rundt hele Dagen i 15 Graders Kulde, var paa Generalkonsulatet. Telegraferede hjem efter Penge til Tetschen. Forlod Wien 8.50 Em i Bumletog, ingen Søvn, ankom Lisa 5.20 Fm. Ankom Tetschen 11.52 Fm., var paa Postkontoret, hvor jeg fandt Telegram hjemmefra, saa nu er Humøret bedre. Om alt gaar vel, er jeg hjemme i Morgen Aften.

Her i Tetschen er der ellers hyggeligt, og nu, da jeg ser lidt lysere paa TilvÌørelsen, har jeg vÌret paa en lÌngere Spadseretur langs Elben, der er fuld af Isflager. Det fryser mindst en halv Snes Grader.

Onsdag 5.46 Fm.

Ankom Hamburg, d. v. s. Altona Hptbhf., da jeg havde sovet for haardt, hvad vel ikke kan vÌre saa mÌrkeligt, da det var første Gang i 3 NÌtter, at jeg havde Lejlighed til at sove lidt. Naa, det var jo ikke saa farligt at komme til Hamburg, for 10 Pfg., og nu sidder jeg her i Ventesalen paa Hbg. Hptbhf., hvor jeg synes at føle mig helt hjemme. Jeg har lige faaet en Kop Kaffe, og den bliver unÌgtelig bedre og bedre, jo lÌngere jeg kommer mod Nord. Først i GrÌkenland, paa tyrkisk Maner, i Østrig CafÊ-au-lait, og nu nÌsten som hjemme. I Aften skal jeg saa sove i min egen Seng, efter ikke at have vÌret i seng i ž Aar.

Sikken Hjemkomst. Det blev jo Juleaften om igen. Der var baade Gaasesteg og meget andet godt, og Kl. blev mange, før jeg fim Lov til at komme i den, haardt tiltrÌngte Seng.

Den 1. Februar begyndte jeg saa igen som MedhjÌlper paa 47½ Kr. i Fredericia. Det var unÌgtelig en Overgang; fra Officer-in-charge og saa til en af de yngste MedhjÌlpere paa Stationen. Men ogsaa det vÌnnede man sig jo til. Og selv om LÌngslen efter Sølivets GlÌder kunde dukke op, saa kunde det jo ikke hjÌlpe. Nu maatte jeg nyde Ro- og Sejlturene paa LillebÌlt, og det var heller ikke at foragte.

Af og til kunde der vel nok komme lidt UdlÌngsel, naar jeg mindedes det forgaaende Aars Oplevelser; men det var der ikke noget at gøre ved; jeg var TelegrafmedhjÌlper, og derved mente jeg, det maatte blive foreløbig.

Indtil Begyndelsen af Juli; da fandt jeg en skønne Morgen et Opslag paa Tavlen, at 2 Telegrafister eller MedhjÌlpere vilde kunde forvente AnsÌttelse i Det Østasiatiske Compagni, den ene ovenikøbet med Bibeholdelse af sin Tjenestanciennitet. Det lød jo ualmindelig tiltalende. Samme Nat rejste jeg til Kbh., prÌsenterede mig for Ø.K. og rejste hjem med Sikkerhed for, at jeg enten skulde med Selandia eller Jutlandia. Selvfølgelig havde jeg regnet med, at jeg vilde kunne beholde min Anciennitet, da jeg allerede havde sat 1½ Aar til; men det fik jeg ikke, vel nok fordi Direktoratet mente, det ikke vilde betyde saa meget for mig, som for Diderichsen, der fik den anden Stilling og allerede var Telegrafist.

Rejseforberedelserne var hurtigt i Orden. Det lettede jo betydeligt, at jeg uden Vanskelighed fik et à Conto Beløb paa 200 Kr. fra Ø. K., der blev endda saa meget, at der kunde blive Raad til en passende Afskedsfest, inden jeg den 19. Juli igen forlod Fredericia med kurs sydpaa.

Rotterdam hilste jeg lige paa under Gennemrejsen, var oppe paa Marconi-Skolen, hvor jeg vakte vild Misundelse ved at fortÌlle, at jeg skulde have 150 Francs i Hyre. Antwerpen, hvor jeg skulde paamønstre Selandia, var jo ikke noget Nyt for mig, og som gammel sailor tog jeg straks en Bil, som jeg beordrede til at køre langs med Floden, til vi fandt et Skib uden Skorsten. Det gik uhyre let; Selandia var lige begyndt paa sin anden Rejse, og vakte den største opmÌrksomhed, hvor den kom frem, saa Chaufføren vidste, hvor den laa.

Og saa paamønstrede jeg da Danmarks første Motorskib. En dejlig Baad, helt igennem. Stationen var leveret af Telefunken, og den saa jo helt anderledes ud end Marconi-Stationerne. Her var for det første Krystal-Detektor. Hele Stationen saa lidt nßrnbergeragtig ud i Sammenligning med det grove og solide der prÌgede Marconi-Stationer, men da vi den 24. Juli skulde forlade Antwerpen, var jeg klar over, at jeg nok skulde faa gode Resultater med Stationen.

Messen paa Selandia var ikke saa lidt større end andre Messer. Her var nemlig Maskinassistenterne med, og dem var der 8 af, alle unge og ivrige maskinfolk, udsøgte til det ansvarsfulde job, at passe Maskinen i Verdens første Motorskib af den Størrelse. Endvidere havde vi i Messen en Ìldre Tysker, og en dansk Montør, der var med for at passe de elektriske Spil, saa ialt var vi 16 Mand i Messen, hvis vi alle var der paa een Gang, og dette var af gode Grunde en Umulighed.

Stationen laa paa DĂŚkket lige over Maskinen, et DĂŚk, der var reserveret for Messen med en Rygesalon paa Agterkanten. Sammenbygget med Stationen var min Kahyt, rart frit beliggende, saa der kunde blive GennemtrĂŚk, og det var en Behagelighed, naar man kommer ned paa Varmen.

En ordentlig ForskrÌkkelse fik jeg, da Motorerne startede. Jeg sad oppe i Stationen, da der pludselig lød et Brag, saa jeg troede Toppen var røget af Motorerne. Det var den ikke, for nu hørte jeg Motorerne arbejde regelmÌssigt, medens vi glad ned ad Floden. Vi passerede Red Star Liniens Kaj, hvor gamle Gothland, mit første Skib laa og saa ud til, at den var helt kasseret.

Stationerne omkring Kanalen kom meget kraftigt ind, selvfølgelig. Og Scheveningen drønede, saa jeg ikke kunde have Telefonen paa. Krystallerne var gode nok; men det skulde hurtigt vise sig, at de alligevel ikke var til at stole paa. Pludselig kunde de blive døde, og der kom saa ikke en lyd. Det gjaldt derfor om altid at have et passende Antal Reserver parat og saa hurtigt skifte. I Modtageren var der altid 2, saa man øjeblikkelig kunde slaa over til Reserven. Men de var meget kildne. Jeg kunde finde et meget følsomt Punkt, og saa viste det sig maaske, at naar Krystallet kom i Modtageren, duede det ikke.

Stationen blev jeg hurtigt dus med. Den var meget let at betjene og havde mange Fordele, som Marconi-Stationerne ikke havde. Her var Amperemeter, saa man altid kunde se, hvor meget Strøm der gik i Antennen. Afstemningen var let og haandterlig, og de smaa Ejendommeligheder, som alle Stationer har, var ikke vÌrre end at de var til at holde Styr paa. Omformeren stod i en Jernkasse uden for Stationen, saa den havde jeg altid Føling med. Trafik var der ikke noget af, saa Tjenesten var ikke anstrengende. Presse skulde der heller ikke tages. At jeg tog, hvad jeg kunde faa fat paa, var kun for Sportens Skyld, og saa for at kunne bringe lidt Nyt en Gang imellem. POLDHU, den engelske Presse-Station, kunde jeg blive ved at tage langt ned i det røde Hav, men saa holdt det ogsaa op.

Kapitel 23

Fra Antwerpen gik vi til Genua for at komplettere vor Last. Turen over den biskayiske Bugt gik i Magsvejr, og Selandia viste sig at vÌre et godt Søskib. Her laa vi en Nat med stoppede Motorer.

Jeg vaagnede ved, at Skibet var saa stille, stod op og fik saaa at vide, at man havde vÌret nødt til at stoppe for at slibe Ventiler. Den Gang havde man endnu ikke fundet den rigtige Blanding til Godset i Ventilerne, og derfor maatte disse slibes, hver Gang vi laa i Havn, og altsaa ogsaa en Gang imellem undervejs. Det var et haardt job for Mestre og Assistenter, men de gik paa det med godt Humør. Om den Slags Afbrydelser maatte der selvfølgelig ikke telegraferes, og vi var altid glade, naar det kunde ske, uden at en eller anden nysgerrig Skipper skulde hen for at se paa os, mens vi laa standsede. I Reglen lykkkedes det at holde den gaaende med den ene Maskine, og saa var der ingen, der lagde MÌrke til os; men et dødt Skib vÌkker jo altid OpmÌrksomhed.

Gibraltar passeredes, og jeg var atter i Middelhavet. Genua var en Oplevelse. Jeg var paa Campo Santo og rundt at se den smukke By. I Reglen var vi en lille Flok, der fulgtes ad i Land, og selv om jeg ikke før havde vÌret i Genua, kunde jeg snart optrÌde som Fremmedfører. Fra Genua gik Turen til Port Said. Paa Vejen dertil havde jeg Forbindelse med Athen og sendte en Hilsen til Themistocles. Og saa gik Turen gennem kanalen, hvor Varmen for Alvor kunde blive generende, navnlig naar vi havde Vinden Agten ind, saa den blÌse med samme Fart, som vi havde paa, og der ikke kunde mÌrkes en Luftning om Bord. Her passerede vi flere af de store Dampere, der gaar paa østasien, og i Reglen kom de helt op paa Siden af os for at se dette Vidunder uden Skorstene.

Her var ikke mange Stationer at holde Forbindelse med. Saa snart jeg slap Port Said var der kun Aden og derefter Colombo, saa det var ingen Sag at overholde Tiderne med dem, og altid lød Meldingen: NIL.

Colombo var den første indiske Havn, vi havde Last til, og som altid var jeg den eneste, der havde Tid til at gaa i Land om Dagen. Om Aftenen kunde vel nok nogle af Mestrene og Assisterne faa Tid, men StyrmÌndene havde aldrig Tid, da der lossedes uafbrudt. Forøvrigt varede det ikke lÌnge, før jeg fik det job at vÌre Fører for de GÌster, der stadig kom om Bord, saa snart vi var i Havn. Det var sÌrlig Maskinmestre fra andre Baade, der var interesserede i at se Maskinen, og jeg fik saa den Opgave at reprÌsentere Messen paa vÌrdig Maade. D. v. s. sørge for at de fik en drink, naar de havde vÌret i Maskinen, og denne drink blev saa altid serveret oppe i vor Rygesalon. Selvfølgelig blev jeg saa inviteret over at se deres Skib, og en Gang imellem faldt jeg for Fristelsen, naar det da ellers var et nogenlunde ordentligt Skib. Saa fik jeg en overordentlig fin Modtagelse, Telegrafisten kom med i Selskabet, selv om han ikke havde vÌret hos mig, og vi fik en Aften ud af det, der eventuelt endte i Land, hvor saa Kammeraterne fra Selandia stødte til os.

Fra Colombo gik Turen til Penang. Ganske vist havde vi nok X’s (atmosfæriske Forstyrrelser) paa Atlanterhavet en Gang imellem; men saadanne Forstyrrelser som de, der optraadte her, havde jeg dog aldrig været ude for. Selv om Stationen i Sabang var baade kraftig og gennemskærende i Tonen, var den fuldstændig umulig at faa igennem, naar disse X’s satte ind. Naa, heldigvis var der ingen Trafik, saa af den Grund var det saamænd ligemeget; men de kunde ligefrem slaa Detektoren ud, og det varede derfor ikke længe, inden jeg blev klar over, at det var det klogeste at holde sig fra Modtageren om Aftenen. I Singapore fik jeg endelig noget Tropetøj, hvidt og Khaki. En Kineser kom om BNord, tog Maal, og næste Dag havde jeg 6 hvide Uniformer og 3 Khaki, til passende smaa Penge. Det hjalp noget paa Varmen, at faa det lette Tøj paa, og man var da heller ikke saa afstikkende, naar vi kom i Land. Ogsaa her var der stadig Besøg om Bord, saa jeg havde nok at gøre, men for mig var det nu alligevel bedst, naar vi var i Søen. Saa havde jeg stadig Underholdning af en eller anden paa Frivagten, spillede Skak med Hovmesteren, og om Aftenen havde vi Sammenkomst i Rygesalonen, hvor der blev spillet og sunget.

Kapitel 24

Vi nÌrmede os Rejsens Endepunkt Bangkok; men før vi kunde komme op ad Floden, maatte vi af med en Del mere af Lasten. Vi laa derfor til Ankers ved en lille Ø, Kohsichang, fik nogle Pramme paa Siden, og Besøg af Skipperen paa Bugserbaaden, Krungtchep, en Nordmand, Kaptajn Kaas. Mens han laa og ventede paa, at prammene skulde blive lastede, havde han ikke mere at bestille end jeg, og vi aftalte derfor, at vi en Morgen skulde tage ind til Kysten, der laa et Par miles borte for at skyde Duer.

Jeg tørnede ud ved 3-Tiden, og gik over paa Krungtchep, som laa paa Siden af os, vÌkkede Kaas, der straks bød paa en Morgenbitter, et halvt Ølglas Whisky, og saa startede vi paa Ekspeditionen, roet af et Par Siamesere. Kaas havde provianteret med en rigtig Skovtursfrokost, stegte Duer o. s. v. ispakket Snaps og Øl, og medens han havde et almindeligt JagtgevÌr, havde jeg faaet en Remingtonriffel med for alle Eventualiteters Skyld. D. v. s. Hvis der skulde komme Tigerkatte paa vor Vej, eller andre voldsomme Dyr. Saa var det min Opgave at faa Vejen fri. Ganske vist var jeg noget betÌnkelig derved, men det passede jeg selvfølgelig paa ikke at vise, og heldigvis kom jeg ikke ud for den Prøvelse at skulle demonstrere mine Evner som Nimrod.

Paa Vejen ind stod Solen op, og vi havde en pragtfuld Tur ind gennem Junglen, ad en Sti, hvor vi kun kunde gaa i Gaasegang. Kaas gik ikke skudt noget, saa Udbyttet var ikke pralende; men vi fik en herlig Frokost, en god Travetur i en stigende Temperatur, saa vi var godt udasede, da vi hen under Aftenen naaede om Bord. Dog ikke mere, end at vi kunde deltage i Aftenens Selskabelighed i Salonen. Endelig naaede vi Bangkok, hvor vi skulde blive liggende en halv Snes Dage. Jeg benyttede Tiden vel; tog i Reglen i Land fra Morgenstunden og strejfede rundt i Byen for mig selv. Var ude at se Templerne; i Kineserkvarteret, paa Besøg i Ø. K.’s siamesiske Baade, rundt at se Savmøllen, Elektricitetsværket o. s. v. Men jeg sørgede altid for at komme om Bord til Aftensmaden, for saa at gaa i Land sammen med de andre.

Det var anden Gang Selandia var i Bangkok, saa Interessen var ikke saa overvældende som første Gang; men dog var der stadig Besøg om Bord. Vi i Messen havde en Aften inviteret Styrmænd og Mestre fra Siameserbaadene, kaptajn Kaas, Mestre fra Elektricitetsværket m. fl. Til en god dansk Aften. Bordet var dækket ude paa Baaddækket og saa meget festligt ud. Men det festlige gik meget hurtigt af det, da vi tændte Lyset over det. I Løbet af et halv Minut var det dækket med Insekter, store grønne og sorte; men det generede heldigvis ikke Gæsterne saa meget som os. Aftenen endte ovre paa en af Siameserbaadene (Ø. K.’s Kystbaade under siamesisk Flag med danske Officerer).

Alt for hurtigt gik Tiden i Bangkok; vi var hovedsagelig lastet med TrÌ til den franske Marine, og skulde derfor bl. a. til Havre. Hjemefter anløb vi Singapore, eller rettere sagt en lille Ø Syd derfor, hvor vi i Løbet af en halv Snes Timer fik fyldt vore Tanke med BrÌndselsolie. Det var noget andet end den Kuldfyldning, man ellers kendte fra Damperne, og saa havde vi endda Olie nok til hele Rundturen til Kbhvn. og tilbage igen.

I Colombo kompletterede vi Lasten, saa vi var fuldtlastet, da vi i Begyndelsen af Oktober for Alvor satte Kursen hjemefter.

Turen op gennem det Røde Hav, Suezkanalen, Middelhavet, Biskayaen forløb uden sÌrlige HÌndelser. Aftenen efter at vi havde passeret Suiezkanalen hørte jeg OXA ret kraftigt. Jeg kaldte ham et Par Gange, nÌrmest for Sjovs Skyld, da jeg ikke ventede, at han kunde høre mig. Men han var der straks, og meddelte, at mine Signaler var gode og kraftige. Siden havde jeg ham nÌsten hver Aften, og det lykkedes da ogsaa at fremskaffe noget Trafik ved kraftig Agitation i Messen. Den Gang var der jo ikke noget der hed Radiobreve, saa det var en ret dyr Fornøjelse, selv om vi slap for Skibsgebyrerne.

I Le Havre laa vi en Uges Tid, og jeg benyttede Lejligheden til at tage en lille Tur til Paris, nĂŚrmest for at kunne sige, jeg havde vĂŚret der. Le Havre var den typiske franske Havneby, med et mĂŚgtigt Leben i Havnekvarteret, hvor vi slog vore Folder, naar vi gik i Land om Aftenen.

Derfra gik vi til London. Alene Turen op ad Themsen med sin mÌgtige Trafik var en Oplevelse, man aldrig glemmer. Selvfølgelig kan London ikke komme til at gøre det overvÌldende Indtryk som Newyork, som man paa een Gang har for Øje ude fra Floden. Londons MÌgtighed gaar først op for en, naar man dagevis strejfer omkring, uden at komme ud af Byen. Vi laa ude i Millwall Docks i Eastend, og det var ikke helt almindelige Typer, man stiftede Bekendtskab med, hvis man gik ind i en af Barerne derude. Naa, i Almindelighed søgte vi da ogsaa de fjernereliggende GrÌsgange, naar vi samlet gik i Land om Aftenen; en VarietÊ inde i Byen, de større Restaurationer - og efterhaanden ogsaa de mindre efterhaanden som vi kom østpaa.

Jeg var stadig den misundelsesvĂŚrdige, der havde Tid til at gaa paa Opdagelser for mig selv om Dagen; og jeg benyttede da ogsaa Tiden til at komme paa British Museum, Westminster, Tower, og mange andre Steder.

Fra London gik vi til Aarhus med Copra, og der var det fornøjeligt at faa Besøg af Kollegerne fra St. Ar.; ikke mindst at se Mariane, der Aaret i Forvejen havde besøgt mig om Bord i Rotterdam i New-York. Hun var nu kommet tilbage i Nummer igen. Ved den Lejlighed hilste hun paa min Bror, der nÌste Gang skulde trÌffe hende i New-York, da han blev Telegrafist paa Red Star Baaden Finland, og hun havde taget sin Afsked og var igen rejst til U. S. A.

Og saa kom vi da til Kbhvn.; Lasten var vi omtrent kommet af med paa Hjemvejen; men Motorerne skulde have et grundigt Eftersyn, saa vi laa der da en uges Tid. Paa Udrejsen begyndte vi med at anløbe Aalborg for Cement; derfra til Gøteborg, videre til Middlesbrough, en typisk engelsk Fabriksby. Saa til Antwerpen og videre som paa forrige Rejse. Juleaften fejredes i GibraltarstrÌdet med en udsøgt og vellykket Middag i Salonen, der var en af de smukkeste Skibssaloner, man kunde tÌnke sig. Hele Eftermiddagen havde jeg travlt med at ekspedere Juletrafiken, ca. 20 Telegrammer, ind via Cadiz.

I Port Said maatte vi blive et Par Dage, saa jeg benyttede Lejlighjeden til at hilse paa de engelske kolleger paa Stationen dĂŠr. Jeg saa da, hvorledes de fik frembragt den ejendommelige Tone, som SUB havde. Det var nemlig deres eget patent, et lille Gnisthjul, trukket af en selvstĂŚndig Motor, saa Farten - og dermed Tonen - kunde reguleres helt uafhĂŚngig af Omformeren.

I Port Said var der forøvrigt god Lejlighed til at friske mit GrÌske op. De fleste Restaurationer var grÌske, og selvfølgelig skulde de forskellige grÌske Specialiteter demonstreres for Kammeraterne fra Selandia.

I det indiske Hav blĂŚste nu Monsunen, saa vi fik Lejlighed til at se hvad Selandia kunde klare. Det gik glimrende; selv om der blev taget en Del Vand ind, da vi var meget tungt lastet.

I Bangkok hørte jeg, at Telefunken var ved at bygge en Kyststation for den siamesiske Regering. En af Ø. K.’s Mænd fik mig interesseret i at søge en eventuel Stilling derude, og jeg gik op til Direktøren for Ø. K.’s Filial, den nylig afdøde Direktør for St. Nord., Weimann. Han undersøgte velvilligt Sagen, og kunde oplyse mig Dagen efter, at det ikke var umuligt at faa en plads derude; men at Lønningen vilde komme til at svare til de yngste Ø. K.’s-Folks Gager, og saa meget havde jeg allerede set, at disse ikke var af en saadan Størrelse, at man kunde lægge noget videre op, i hvert Fald ikke, hvis man vilde leve som Sahib, og saa kunde man jo lige saa godt holde sig til de hjemlige Kødgryder. Jeg søgte ikke nogen Stilling.

Hjemrejsen forløb programmÌssigt, med Besøg i de samme Havne. Ved Hjemkomsten fik jeg at vide, at Ø. K. havde bestemt sig til at prøve med Styrmandstelegrafist, saa man havde ikke mere brug for min vÌrdifulde Assistance. Dog vilde man gerne om jeg vilde følge med paa Udrejsen til Antwerpen, da Prins Valdemar og Etatsraad Andersen skulde med til Middlesbrough. Det havde jeg selvfølgelig ikke noget imod; ekstra god Hyre og HJjemrejse paa 1ste Kl. betalt af Ø. K.

Paa Vejen over Nordsøen havde jeg nok at gøre. Baade Prinsen og Etatsraaden var gode Kunder, og en Del Telegrammer blev ogsaa modtaget. Deglig var der Telegrammer fra Dronning Alexandra.

Vi kom til Antwerpen den 24. April, og den 25. Blev jeg afmønstret. Efter en større Afskedsfest i Messen rejste jeg med Nattoget nordpaa, og begyndte saa igen den 1. Juni som MedhjÌlper i Fredericia, med 47½ Kr. maanedlig.

I Efteraaret 1918 blev jeg udtaget til, sammen med Ahrens, at sejle engelske og franske Krigsfanger bort fra Tyskland, fra Stettin til Kbhvn., og havde da ogsaa lejlighed til at arbejde med Radiostationen, selv om dette ikke skulde vĂŚre vort Job. Det var uhyre interessante Rejser, baade paa den ene og den anden Maade, men derom har jeg skrevet en Del i ÂťSkikkelser og SkĂŚbnerÂŤ.

Eftersommeren 1924 lykkedes det mig at komme med Gertrud Rask paa en Rejse til Grønland. Da dette skete sammen med den første Rigsdagsdelegation blev Rejsen ualmindelig interessant; vi besøgte hele Grønland, fra Upernivik til Julianehaab, og Thorshavn blev anløbet paa Hjemvejen.

Og endelig i 1927 var jeg en Tur i New-York , som 2den Telegrafisk paa Frederik VIII. Ganske vist var Kortbølgerne ikke den Gang saa meget fremme; men vi havde da C. W.-Sender, og kunde holde Forbindelse med Land hele Vejen over Atlanten. I New-York blev Tiden bedre udnyttet end under de tidligere Besøg. Jeg var rundt at se forskellige Western Union Telegrafstationer, Radiostationer m. m. Men derom skrev jeg i sin Tid et Par Artikler i Dansk Telegraftidende, saa det skal jeg ikke trÌtte LÌserne med her.

Endnu har jeg min Søfartsbog, mit Radiocertifikat (det udvidede) og endnu har jeg ikke opgivet Haabet om at komme ud at se Verden - eller Resterne af den - endnu en Gang.


Tak fordi du har lĂŚst med

(...)

Denne selvbiografi af Jens Sund udkommer løbende i december 2022 som en daglig julekalender.